Dansk Industri kritiserer udvisning af superstuderende

Udvisning af superstuderende får hård kritik fra Dansk Industri. Socialdemokraterne vil tage kontakt til ministeren.

Marius Youbi

Dansk Industri kritiserer Udlændingestyrelsens beslutning om at udvise den 30-årige ingeniørstuderende Marius Youbi. Den camerounske superstuderende har udelukkende fået 10 og 12-taller på sin uddannelse.

På trods af topkaraktererne skal han forlade Danmark til januar, fordi han efter myndighedernes opfattelse har arbejdet mere, end man må som studerende fra et tredjeland.

- Det lyder fuldstændig mystisk, at man kan arbejde for meget, fordi man skal tjene nok til udgifterne til sit studie, siger Claus Arberg, formand for DI Midt Vest.

Den unge mand ville være guld værd for enhver virksomhed

Efterspurgte kvalifikationer

Formanden kritiserer beslutningen om at udvise Marius Youbi, der læser på Aarhus Universitet i Herning, fordi hans kvalifikationer i forvejen er yderst eftertragtede blandt danske virksomheder.

- Unge mennesker med den her uddannelsesretning er meget efterspurgte på arbejdsmarkedet - også blandt vores medlemsvirksomheder. Den unge mand ville være guld værd for enhver virksomhed, siger Claus Arberg.

Formanden mener heller ikke, at det er et godt signal at sende til omverdenen.

- Hvis man skal kunne motivere unge udlændinge, der har læst i Danmark, til at blive for at betale lidt tilbage til det danske samfund, virker det mærkeligt, at vi er i gang med at smide en mand som ham her ud. Han vil jo netop gerne gøre karriere og bo her i landet, siger Claus Arberg.

Vil stille spørgsmål til ministeren

Jeg undrer mig over, at en så dygtig studerende som Marius står overfor udvisning

Også Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, kritiserer udvisningen af Marius Youbi. Han synes ikke, det lyder som om, at udvisningen er foregået korrekt.

- Jeg undrer mig over, at en så dygtig studerende som Marius står overfor udvisning. Blandt andet virker det mærkeligt, at man ikke har taget kontakt til AU i Herning for at spørge dem, om han er aktiv som studerende eller ej.

Kulturordføreren vil nu tage kontakt til ministeren.

- Jeg vil stille spørgsmål til ministeren for at høre, om afgørelsen er truffet på et oplyst grundlag, siger Mogens Jensen.

Arbejdede som rengøringsmand

Camerouneren skal selv betale for sin uddannelse, fordi han kommer fra et tredjeland. Han har således skulle betale 46.000 kroner per semester.

De penge har han ikke haft, og han har derfor tjent til uddannelsen med rengøringsjobs.

Reglerne siger, at studerende fra tredjelande kun må arbejde 15 timer om ugen. Marius Youbis fejl består i, at han havde troet, at han måtte arbejde 15 timer i gennemsnit.