Borgere afleverer kage og underskrifter imod vindmøller

Ved Lønborg Hede skal der efter planen sættes 13 nye vindmøller. I dag afleverede naboer en bunke underskrifter imod det på Ringkøbing-Skjern Rådhus.

En gruppe utilfredse borgere afleverede i dag omkring 250 underskrifter imod vindmølleprojektet på Lønborg Hede.
En gruppe utilfredse borgere afleverede i dag omkring 250 underskrifter imod vindmølleprojektet på Lønborg Hede.
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

I dag tog nogle borgere ind på Ringkøbing-Skjern Kommunes rådhus for at aflevere omkring 250 underskrifter, og en vindmøllekage, imod opsættelsen af 13 vindmøller ved Lønborg Hede. 

Borgerne, der blandt andet kom fra Sdr. Vium, Hoven og Bork, troede allerede idéen var droppet, men nu er planen altså tilbage på bordet. 

Hvis planen bliver stemt igennem i byrådet, skal de 13 vindmøller sættes op, selvom der allerede står syv vindmøller. 

- Uanset hvor man kigger hen, så vil man kunne se mange vindmøller, så vi er bekymrede for det visuelle. Derudover er vi bekymrede for støjgenerne, det vil skabe, siger Morten Christensen, der er IT-Manager i Sdr. Vium. 

Det var Morten Christensen, der afleverede underskrifterne til formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, Ole Kamp. 

Ole Kamp forklarer, at grunden til at planen er tilbage på dagsordenen, efter at være blevet droppet i 2014, er, at der var en i udvalget, der skiftede mening. 

- Der blev pludselig et andet politisk flertal. Der er en, der har ændret holdning til projektet dernede. Jeg mener det samme, som jeg altid har gjort, som er, at det skal undersøges, siger Ole Kamp fra Venstre. 

Vindmølleprojektet er på byrådets dagsorden den 18. maj. 

1:36