18.000 mennesker giver enormt tryk på stor sportsdag: - Vi er forberedt

Messecenter Herning har sammen med FC Midtjylland og Politiet gjort sig klar til en ekstraordinær sportsdag i Herning mandag.

MCH forventer at op imod 18.000 tilskuere kommer til Boxen og MCH Arena mandag aften for at se ishockey og fodbold.
MCH forventer at op imod 18.000 tilskuere kommer til Boxen og MCH Arena mandag aften for at se ishockey og fodbold.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

At der er tryk på, når ishockey-VM bliver afviklet i Boxen er de færreste nok efterhånden i tvivl om.

Men hvad så hvis man også kaster en FC Midtjylland-kamp på MCH Arena lige ved siden af oveni VM-ligningen?

Netop det scenarie kommer til at udspille sig på en enorm sportsdag i Herning mandag eftermiddag og aften, hvor både ishockey- og fodboldgæster kommer til at fylde parkeringspladserne godt op foran arenaerne.

Et scenarie, der kan betyde, at op imod 18.000 sportsinteresserede samles omkring Boxen og MCH Arena.

- Vi har forberedt os på den her situation sammen med både FC Midtjylland og politiet. Vi kommer til at tage flere parkeringsområder i brug, og vi har kaldt flere hjemmeværnsfolk og parkeringsstewards ind, siger Torben Kølbæk, der er leder af kommunikationen hos MCH.

Er der ikke fare for, at det ender i et stort trafikalt kaos, når der kommer så mange?

Vi forventer på ingen måde, at der kommer til at være kaos. Vi er helt sikre på, at det kommer til at forløbe fornuftigt, men det kan godt være, man som tilskuer kommer til at gå lidt længere fra parkeringspladsen, end man er vant til. Selvfølgelig er det enormt mange mennesker, men heldigvis starter kampene på forskellige tidspunkter, lyder det.

MCH opfordrer derfor alle til at væbne sig med tålmodighed og køre afsted i god tid på den store sportsmandag i Herning.