VM finale i Herning: Kan Danmark modstå en overfrakke til Mikkel Hansen?

Da Danmark slog Norge i den sidste kamp i gruppespillet, scorede Mikkel Hansen 14 mål. Så Norge har uden tvivl fokus på den danske stjerne.

Mikkel Hansen var den helt store profil, da Danmark fredag udspillede de forsvarende Verdensmestre fra Frankrig.
Mikkel Hansen var den helt store profil, da Danmark fredag udspillede de forsvarende Verdensmestre fra Frankrig.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

For få år siden blev de største håndboldstjerner ofte mandsopdækket, når de sprudlede for meget. Men en god gammeldags mandsopdækning findes stort set ikke længere i moderne håndbold.

Kun i små glimt har man set det under VM-slutrunden i Danmark og Tyskland, og der er flere årsager til, at taktikken er skrottet. Nikolaj Jacobsen, dansk landstræner og klubtræner for Rhein-Neckar Löwen, forklarer, hvorfor modstanderne sjældent har succes med at dække en spiller tæt op.

- Den går ikke længere. Jeg har selv prøvet det flere gange med Rhein-Neckar Löwen, hvor folk prøver at mandsopdække Andy Schmid. Folk er blevet så gode og hurtige på fødderne, at de rum, der bliver efterladt i fem mod fem, er svære at dække. Jeg tror ikke på mandsopdækning, lyder det fra landstræneren. 

Fysisk udvikling har afviklet mandsopdækning

Han ser også en udvikling i andre dele af spillet, der gør mandsopdækning til et ofte ubrugeligt og harmløst våben.
    
- Stregspillerne er efterhånden blevet så store og stærke, og det gør det vanskeligere at gå op at mandsopdække. Stregspillerne er også bedre til at holde screeningerne, og spillerne er blevet dygtigere mand mod mand. Derfor er det i dag meget sværere at lave de rene mandsopdækninger, siger Jacobsen.

Mikkel Hansen, der før i tiden ofte blev taget ud af spillet af en modspiller, er glad for håndboldens udvikling på det område.
    
- Jeg vil ikke sige, at det skabte irritation. Men som spiller vil man altid gerne være en del af det hele. Og når man bliver taget ud af spillet, så er der jo andre, der må steppe op, siger Mikkel Hansen. 

7-6 regel har ændrer sportens karakter

Bagspilleren mener også, at muligheden for at skifte en målmand ud med en ekstra markspiller og spille i overtal i angrebet har betydning.

- Jeg synes, vi har mange dygtige spillere. Syv mod seks har også ændret det, så det er blevet sværere at mandsopdække. De forskellige spillere er blevet bedre til at spille fem mod fem. Det gør det sværere at vælge at tage en spiller ud af spillet, siger Mikkel Hansen.
    
Søndagens finale mellem Norge og Danmark spilles klokken 17.30.

0:12
Hernings hoteller har under VM i håndbold forrygende travlt - og ser i weekenden frem til det helt store ryk ind.