Kogende Boxen: Danmark vinder gruppefinale

Mikkel Hansen scorede 14 mål, da Danmark slog Norge og skabte perfekt udgangspunkt før mellemrunden ved VM.

Danmark vinder med 30-26 over Norge i udsolgt Boxen.
Danmark vinder med 30-26 over Norge i udsolgt Boxen.
Foto: Lise Åserud / Ritzau Scanpix

Danmarks håndboldlandshold har sat kursen mod semifinalerne ved VM. I den første reelle styrkeprøve i turneringen vandt Danmark gruppefinalen med 30-26 over Norge i Herning.

Det var Danmarks femte sejr på stribe, og dermed tager Nikolaj Jacobsens tropper maksimale fire point med til mellemrunden, hvor Sverige, Ungarn og Egypten venter.

Sejren kom i hus på en aften, hvor Mikkel Hansen med vanvittige 14 mål kom til at spille hovedrollen, mens Niklas Landin igen stod stærkt i målet.

Danmark bragte sig foran fra begyndelsen, og det lykkedes aldrig Norge at komme på omgangshøjde igen. Faktisk var Danmark på vej mod en storsejr foran med ni mål, inden Norge satte en god slutspurt ind og skabte spænding i slutfasen.

Man træder ingen over tæerne ved at udråbe Mikkel Hansen og Niklas Landin som de mest populære skikkelser på det danske hold blandt fansene, og man skal da lige love for, at stjernerne trådte i karakter, da VM for alvor begyndte.

Landin havde inden kampen en redningsprocent på 51, og han fik Boxen på kogepunktet ved at redde de tre første norske forsøg.

Først greb han stjernen Sander Sagosen ud, og kort efter snuppede Landin kampens første straffekast fra sammen Sagosen. Dermed var Landin hovedårsag til, at Danmark fik et hurtigt forspring på 4-1.

I den anden ende havde Mikkel Hansen en fest. Inden uret rundede 19 minutter, scorede han for sjette gang på lige så mange forsøg og bragte Danmark på 11-8.

Norsk stjerne floppede

På forhånd var der lagt op til en kamp i kampen mellem Hansen og hans holdkammerat i Paris Saint-Germain Sander Sagosen - Norges største stjerne. Den duel vandt Hansen med længder. Bedømt på mål 14-4.

Sagosen var en skygge af sig selv og scorede ikke en eneste gang på sine fem forsøg i første halvleg. Først efter 45 minutter kom han på tavlen.

I stedet meldte Eivind Tangen og Magnus Jøndal sig ind som målskytter og sørgede for, at Norge hang nogenlunde på. For kontrafasen, som ellers er holdets styrke, kastede ikke mange mål af sig.

Den danske føring peakede i første halvleg, da veloplagte Rasmus Lauge tordnede bolden ind til 16-11, men Norge nåede at reducere til pausestillingen 17-14. Da var det danske forsvar blevet handikappet af, at krumtappen René Toft Hansen allerede midtvejs i halvlegen måtte forlade banen med en skade.

Men på en dag, hvor Landin var prangende, gjorde det knap så meget. Målmanden kom også flot fra start i anden halvleg, og i den anden ende scorede Danmark næsten efter behag. I angrebet var holdet ellers blevet svækket af højrebacken Nikolaj Øris' skade, og uden andre venstrehåndede til pladsen, måtte Mads Mensah dække den. Han kvitterede med et mål fra en spids vinkel til 20-14.

Danmark fastholdt grebet og leverede en meget koncentreret indsats. Med Mikkel Hansen i en klasse for sig. Med sit 13. mål på 14 forsøg vekslede han et straffekast til føringen 25-16.

Men så fik Danmark sin første dårlige periode i kampen. Chancer blev misbrugt på stribe, og Norge skabte håb for et vildt comeback med reduceringen til 23-26 med seks minutter tilbage. Norge kom også på 25-27, inden Mikkel Hansen lidt heldigt igen bragte Danmark foran med tre mål, da der resterede tre minutter, og derfra kunne sejren køres hjem.

Se TV MIDTVEST's liveudsendelse fra Boxen inden braget mod Norge torsdag aften.

8:08
Se optakten til torsdagens kamp mod Norge fra fanzonen i Boxen. Mød blandt andre Jesper Nøddesbo.