Wilbek i hård kritik af medier

DHF-chef Ulrik Wilbek beskylder medierne for en "urimelig og ubehagelig" behandling af landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Ulrik Wilbek

I går afslørede TV 2 SPORT et tre sider langt brev til landstræner Klavs Bruun Jørgensen med kritikpunkter fra et samlet damelandshold i håndbold. I dag fortsætter balladen. DHF's sportschef, Ulrik Wilbek, langer hårdt ud efter mediernes jagt på landstræneren.

- Jeg kan ikke lide den måde, Klavs Bruun bliver behandlet på af mange af jer (medier, red.). Jeg synes, den er urimelig. Så må vi se på sigt, om han er dygtig nok til sin opgave. Det vurderer jeg stadigvæk, at han er, siger Wilbek til TV 2 SPORT.

Det er især TV 2 SPORT, der er målet for sportschefens kritik.

- Jeg mener for det første, at medierne har jagtet Klavs inden det her brev – som den ene ting. Og som den anden ting ved jeg jo også, at man har gjort meget ud at få ramt på ham. Og det synes jeg er ubehageligt. Det synes jeg er en skidt tendens, mener Wilbek.

Men hos TV 2 SPORT er håndboldredaktør Dan Philipsen ikke enig i Wilbeks betragtninger.

- Jeg kan på ingen måde genkende, at vi på TV 2 SPORT skulle gå efter Klavs Bruun Jørgensen eller prøve at få ram på ham. Hvad skulle vores interesse være i det? Jeg betragter Ulrik Wilbeks udfald som et forsøg på at spinne en dårlig historie rundt. Men det bider altså ikke rigtigt på mig, for vi har fra dag ét med Klavs Bruun Jørgensen som landstræner behandlet ham fair, objektivt og helt efter bogen, siger Dan Philipsen til TV 2 SPORT.

Klavs Bruun Jørgensen har selv afvist at kommentere på indholdet af det kritiske brev, men sagde i går, at han var fortrøstningsfuld i forhold til sin fremtid som landstræner.