Vrede landsbyboere protesterer – føler sig oversete af Viborg Kommune

Viborg Kommune bruger for mange penge på Viborg by og glemmer de små landsbyer. Det mener indbyggerne i Skelhøje.

Kim Steffensen er en af bagmændene bag dagens protest.
Kim Steffensen er en af bagmændene bag dagens protest.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

De har et klart budskab.

Landsbyboerne i Skelhøje, der ligger under 20 minutter i bil fra Viborg, er utilfredse med byrådet i Viborgs prioriteringer, og det har i dag fået dem til at lave en protestaktion.

- Vi vil fortælle vores byråd, vores politikere og vores embedsmænd, at vi føler os lidt oversete ude på landet, siger Kim Steffensen, der bor i byen med omkring 500 indbyggere.

De protesterer ved at lave stråmænd med budskaber hængende om halsen. Budskaberne er til politikerne.

- Det er en anden måde at sige tingene på. Det er lidt mere opsigtsvækkende, forklarer Kim Steffensen.

Han mener, at landbyerne i Viborg Kommune bliver snydt for midler til byudvikling.

Manglende landsbyudvikling

I foreningen Viborg Landsbysammenslutning ser de ikke Skelhøje som det eneste eksempel på manglende landsbyudvikling.

- Vi oplever, at der er meget fokus på, at udviklingen sker i Viborg by. Vi vil gerne have italesat de 55 procent, som bor udenfor, fortæller Peter Skovmos Nielsen, der er næstformand i foreningen.

Borgmester Torsten Nielsen giver dog ikke meget for borgerne i Skelhøjes kritik.

- De er ikke nævnt blandt de store projekter, men jeg har heller ikke fundet en eneste ansøgning, så man kan sige, at de kom med et initiativ til noget, de kunne tænke sig. Så længe at man sidder på hænderne og kun vil have penge, så vi ikke ved, hvad vi skal give pengene til, så synes jeg simpelthen ikke, at det er berettiget, siger han.

Kim Steffensen erkender da også, at Skelhøje godt kunne have gjort mere, men han mener også, at politikerne har et ansvar.

- Vi er interesserede i, at hjælpe, men vi er også interesserede i at blive hjulpet, siger han.

Ifølge Viborg Landsbysammenslutning er Viborg den kommune i landsdelen med det største fald i indbyggertal i landsbyerne. 

1:52