Voldsom brand i Viborg: Kvinde reddet ud af lejlighed
Politiet har endnu ikke et bud på årsagen til en brand på Rughavevej. Der er sod og vandskader i to andre lejligheder.
En lejlighed på Rughavevej i Viborg blev onsdag aften hærget af en voldsom brand.
Midtjysk Brand & Redning fik alarmen via alarmcentralen klokken 17.41, og flammerne havde godt fat, da brandfolkene nåede frem.
- Der stod store flammer ud af to vinduer, da vi ankom til stedet. Der var en enkelt person i lejligheden, som røgdykkerne forholdsvis hurtigt fik reddet ud, fortæller indsatsleder Jesper Hesselberg.
Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at det drejer sig om en 64-årig kvinde, der i ambulance blev kørt til sygehuset for at blive undersøgt for røgforgiftning.
Den lejlighed, som kvinden blev reddet ud, er kraftigt brandskadet. Samtidig bredte flammerne sig op i tagkonstruktionen, så der kom sod og vandskader i to andre lejligheder.
- Vi har samlet alle beboerne i et beboerhus, hvor de nu bliver informeret af politiet og boligforeningen, siger Jesper Hesselberg.
Politiet har endnu ikke et bud på brandårsagen.