Voldsom brand hos skrothandler

En voldsom brand totalskadede Stoholm Skrot og Autoophug søndag aften.

Hele husets overetage blev ødelagt ved branden.
Hele husets overetage blev ødelagt ved branden.
Foto: Benjamin Christensen

Omkring kl. 20 søndag aften fik indehaveren af Stoholm Skrot og Autoophug på Feldingbjergvej uden for Stoholm besked om, at huset stod i flammer. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Da brandfolkene ankom til stedet, var der ild i hele tagetagen.

- Hele første sal på huset er væk. 10 brandfolk fra Stoholm og tre fra Viborg har kæmpet for at begrænse skaderne, men første sal står ikke til at redde, siger Knud Erik Thorsager, indsatsleder hos Viborg Brandvæsen, til folkebladet.

Røgdykkerne blev sendt ind med det samme, men ifølge indsatslederen var det tvivlsomt, hvad der kunne reddes.

- Der har også været lidt ild i stueetagen, men ikke så meget. Vores formodning er, at der er faldet noget brændbart ned fra første salen, som så er landet i to vasketøjskurve, som stod i stueetagen. Det passer også meget godt med de skader, der er lavet, hvor kurvene stod, siger Knud Erik Thorsager.

Indsatslederen har svært ved at forestille sig, at huset kan genopbygges.

- Jeg kan selvfølgelig ikke stå her og sige noget med sikkerhed, men huset er sodskadet og vandskadet, og der har været ild i etageadskillelsen, og eltavler med mere er brændt, så hele huset er voldsomt skadet. Mit gæt er, at det bliver vurderet til at være totalskadet, siger indsatslederen.

Viborg Politi har en formodning om, at elektricitet er årsagen til branden. Det bliver nu undersøgt nærmere en af dagene.