Ville holde varmen: Bål blev til brand

Ni kalve omkom eller måtte aflives som følge af skaderne, da en 46-årig mand fra Tilst uforvarende kom til at starte en brand.

Brand_brandmaend1_0.jpg

En brand lørdag eftermiddag på en gård på Jegstrupvej Vest betød, at flere kalve måtte aflives.

Branden opstod, da en 46-årig mand fra Tilst tændte et bål for at holde varmen, men den hårde blæst betød, at gnister fra bålet fik tag i halm ved de nærtstående kalvebokse. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Placeringen af bålet var alt for tæt på boksene, som endda var foret ekstra godt med halm på grund af den hårde kulde.

Mens seks kalve omkom i branden, blev tre andre reddet ud. De måtte dog senere aflives, da de havde fået alvorlige brandsår.

Den 46-årige mand, som af og til hjalp til på gården, kan se frem til en hilsen fra politiet, selvom han efterfølgende var meget ulykkelig over det hele. Han er sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.