Vikar blev slået og fik blåt øje på jobbet

Næsten hver anden medarbejder har været udsat for vold indenfor det seneste år på bostedet Katrinehaven i Viborg. En af dem er Kristina Ørris, som sidenhen har sagt op.

2:16
Kristina Ørris har været udsat for vold i arbejdstiden på et bosted for handicappede.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

For et par måneder siden, fik Kristina Ørris sig noget af et chok på arbejdet. Hun arbejdede som vikar hos Katrinehaven, som et er bosted for handicappede i Viborg.

- Jeg blev sindssygt overrasket, for han ramte så rent, at jeg fik et blackout et lille øjeblik, fortæller Kristina Ørris.

I forbindelse med en konflikt med en beboer, fik hun et slag i ansigtet.

- Jeg fik en ordentlig en på lampen. Jeg havde ondt i hele øjet og ondt i hovedet flere dage efter, forklarer hun.

Sådan her så Kristina Ørris ud kort efter, at hun blev slået.
Sådan her så Kristina Ørris ud kort efter, at hun blev slået.
Foto: Mikkel Eskelund

Ansatte oplever vold dagligt

Kristina Ørris er langt fra ene om at have oplevet vold på arbejdspladsen Katrinehaven. Bostedet har fået et påbud fra arbejdstilsynet, fordi der er stor risiko for vold.

Den rapport har TV MIDTVEST set efter at have søgt aktindsigt, og her står blandt andet at 47 procent af medarbejderne svarer, at de har været udsat for vold fra beboere indenfor de seneste 12 måneder.

Kristina Ørris bebrejder ikke beboeren, som slog hende. Men hun bebrejder bostedet for ikke at have klare og tydelige regler for håndteringen af den pågældende beboer.

- Så var det undgået og han var sluppet for en dårlig oplevelse. Og jeg var sluppet for en dårlig oplevelse, forklarer hun.

Bostedets fejl?

Kristina Ørris' kritik får opbakning af Arbejdstilsynet. I rapporten står der blandt andet, at nyansatte og vikarer skal oplæres bedre. 

Den kritik tager de til sig i kommunen, men de mener også, at der allerede er sat gang i tiltag, som skal sikre en bedre fremtid med færre slag.

- Når der er vold på en arbejdsplads, så er det noget der skal gøres alt muligt ved. Men der er lavet handlingsplaner omkring det, så der er taget fat på det, siger Åse Kubel Høeg, som er formand for social- og sundhedsudvalget (V) i Viborg Kommune.

Derfor tror hun også på, at der kommer bedre forhold på Katrinehaven.

- Hver gang der er vold er det en gang for meget. Og for at undgå det skal vi sikre vores personale, som er hverdagens helte, er bedst muligt, fortæller Åse Kubel Høeg.

Men det bliver ikke Kristina Ørris, som skal være en af hverdagens helte på bostedet i fremtiden. Hun har valgt at kvitte jobbet og finde nyt arbejde.

- Jeg har stor respekt for dem som kan arbejde derude, og navigere rundt i det krydsfelt, det har jeg, konstaterer Kristina Ørris.