Vigtige eltavler ramt af vandskader på Regionshospital Viborg

Vandskaderne på Regionshospital Viborg får ikke konsekvenser for hospitalets patienter.

Der blev meldt om vandskader på vægge og lofter på Regionshospital Viborg, efter en tilbageløbsventil sprang læk tirsdag. Onsdag efter kan der konstateres større skader.

Skaderne, der fandt sted i det eksisterende hospital, har påvirket hovedeltavler og netværksforbindelser.

- Det, der er blevet påvirket, er nogle hovedeltavler. De er kritiske for os i forhold til strømforsyning. Der er også noget på vores netværksforbindelse, som vi har brug for i forhold til tests af det nye akutafsnit, siger leder af teknisk afsnit, Johnny Brorson.

Vand efter vandskade på Regionshospital Viborg.
Vand efter vandskade på Regionshospital Viborg.
Foto: Privat

Påvirker ikke patienterne

Da Johnny Brorson første gang tirsdag hørte om vandskaderne, var det første han tænkte på omfanget, og om skaderne ville få betydning for patienterne.

Omfanget er ikke slået helt fast endnu, men det er spørgsmålet om, hvorvidt det får betydning for patienterne på Regionshospital Viborg.

- Overhovedet ikke. Det her er slet ikke noget, der påvirker patienterne i nogen som helst retning. Mange mennesker har kigget rundt og tænkt ”Det var da pokkers, vi troede, at der var vand.” Men det er der altså ikke. Alt blev fjernet i går, og udtørringen har kørt hele natten, så det her vil man ikke bemærke, siger Johnny Brorson.

Omfanget og de længerevarende konsekvenser kendes ikke på nuværende tidspunkt. Til at slå det fast skal der først laves en rapport. Den burde komme onsdag eftermiddag, melder Johnny Brorson.

Der arbejdes derfor videre på hospitalet, der er under stor renovering og udvidelse.

- Sager som den her vil typisk stå åbne i længere perioder i forhold til langtidsvirkning på bygningsmassen. Sådan, som det er i øjeblikket, kører vi videre, som om intet var hent.

Renoveringen og udbyggelsen af Regionshospital Viborg forventes at være færdiggjort i 2020.

Som mellemstort hospital er Viborg anno 2018 bedst. Det blev markeret i december.

Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien Sundhed.