Viborgenser tysk landstræner

Jakob Vestergaard afløser Heine Jensen i Tyskland - han har skrevet kontrakt til december 2017.

240215JakobVestergaard.jpg

Den tidligere cheftræner for Viborg HK, Jakob Vestergaard, skal være træner for det kvindelige tyske håndboldlandshold.

Det tyske håndboldforbund, DHB, skriver på sin hjemmeside, at den 40-årige viborgenser begynder i det nye job den 16. marts. Han har kontrakt til den 31. december 2017 og afløser i øvrigt en anden dansker, Heine Jensen, der i januar blev fyret efter, at Tyskland sluttede på en skuffende 10. plads ved EM i december.

- Jakob Vestergaard forener store faglige kompetencer, international erfaring på topniveau og et godt omdømme. Med Jakob Vestergaard som frontfigur vil vi få vores kvindelandshold på ret kurs frem mod VM i 2017 siger DHB-præsident Bernhard Bauer til forbundets hjemmeside.

Jakob Vestergaard har flere danske mesterskaber på sit cv, ligesom han to gange vundet Champions League med Viborg HK. Han har også været træner for Oltchim Valcea i Rumænien og har senest været elite- og akademichef i Viborg HK.