Viborg vinder sidste testkamp

Det er ikke kun i Danmark, vi døjer med regnvejr. Under vanskelige vilkår i et vådt Tyrkiet besejrede Viborg i dag et ukrainsk mandskab.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Viborg FF fik en god generalprøve før forårets premierekamp i fodboldens 1. division.

Under træningslejren i Tyrkiet vandt Viborg FF i dag med 2-1 over ukrainske FC Minaj. Det var viborgensernes sidste testkamp.

Viborg FF skriver på sin hjemmeside, at store vandplamager flere steder på banen gjorde, at det aldrig blev en flot fodboldkamp. Kort inde i anden halvleg kom Viborg FF bagud 0-1.

Men herefter satte Viborg FF sig på kampen. Og det var spil til ét mål. Mål kom der også fra de grønne. Midtbanemanden Shelove Achelus udlignede til 1-1, inden Achelus også havde en fod med i endnu en Viborg-scoring.

Målet til 2-1 blev banket ind af Viborg-topscorer Fredrik Brandhof bare et minut før tid.

Næste fredag åbner Viborg forårssæsonen hjemme på Energi Viborg Arena. Her er modstanderen Hvidovre, som er et af rækkens bundhold.