Viborg vinder målrig kamp, men oprykning rykker alligevel længere væk

På hjemmebane blev det til tre point, da Viborg FF slog Nykøbing FC med 4-3. Vejle vandt dog samtidig over Roskilde.

Arkivbillede.
Arkivbillede.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Håbet er der stadig, men efter mandagens kampe i 1. Division blev det mindre for Viborg FF.

De grønblusede gjorde ellers alt, hvad de selv kunne for at komme et skridt tættere på oprykning til landets bedste fodboldrække, da de slog Nykøbing FC hjemme på Energi Viborg Arena med 4-3.

Men fordi Vejle, der topper rækken, samtidig slog Roskilde med stensikre 4-1, er der nu syv point til forskel på Vejle og Viborg. Med fire runder tilbage og i alt 12 point at spille om.

Rutchebanetur for Viborg

Alt startede ellers planmæssigt godt for Viborg i kampen mod Nykøbing FC.

Efter 15 minutter bragte Jacob Bonde VFF foran, men den jubel stilnede af efter blot fem minutter, da veteranen Lars Pleidrup bragte balance i regnskabet.

Den balance blev brudt efter 27 minutter, da et stort koks hos NFC tillod Nikko Boxall at stå fri foran mål. Her svigtede han ikke, og så stod den lige pludselig 2-1 til hjemmeholdet.

Derfra skulle gæsterne på Energi Viborg Arena vente til det 66. minut, før målnettene igen kom til at blafre. Men herfra gik det til gengæld også hurtigt.

De tidligere Superliga-spillere Søren Christensen og Mathias Thrane bragte på blot tre minutter Nykøbing foran med 3-2. Men Viborg gav ikke op.

Efter 72 minutter var alt igen lige efter en scoring af Tobias Bech, og med otte minutter igen kom forløsningen for Viborg, da Jeff Mensah efter en flot dribletur sparkede Viborg mod sejren på et langskud.

Dermed vandt Viborg kampen med 4-3.

Indbyrdes kamp i vente

Den 19. juli møder Vejle og Viborg hinanden i det, der kan ende med at afgøre, hvilket af de to hold, der tager den eneste oprykningsplads til Superligaen i denne sæson.

Vejle kan dog allerede fredag sikre sig billetten til det fornemme selskab.

Det kan de, hvis de slår Vendsyssel, samtidig med at Viborg taber til Fremad Amager.