Viborg-træner: Overlevelsen i Superligaen er sikret

Selv om Viborg i teorien kan rykke ud af Superligaen, tør cheftræneren godt love, at overlevelsen er sikret

Johnny Mølby

Der er også superligafodbold i domkirkebyen Viborg i næste sæson.

Det er cheftræner Johnny Mølby helt overbevist om, efter hans mandskab lørdag bankede bundholdet Hobro 6-0 og kom 15 point væk fra nedrykningsstregen.

- Jeg tror helt sikkert, det er en billet til Superligaen i næste sæson, selv om man altid skal passe på, når der rent teoretisk er mulighed for, at det kan gå galt. Men jeg synes, at holdet er inde i en rigtig god udvikling og lægger på, siger han.

Viborg ligger på ottendepladsen i Superligaen, men kan blive distanceret af både FC Nordsjælland og AGF, der endnu ikke har været i aktion i 20. spillerunde.

Ikke sæsonens bedste præstation

På trods af sæsonens med afstand største Viborg-sejr vil Johnny Mølby dog ikke sige, at kampen mod Hobro var sæsonens bedste præstation fra viborgenserne.

- Den var hvert fald flot, men jeg synes også, at vores præstationer i Midtjylland og i Parken var på et rigtigt fint niveau. Men det er klart at vinde 6-0 i sådan en vigtig kamp, hvor tingene går op i en højere enhed, og der er skarphed foran mål, det er rigtig dejligt at se, siger Johnny Mølby.

Viborgs næste opgave er en hjemmekamp mod Sønderjyske på lørdag.

/ritzau/