Viborg stjæler point fra Brøndbys danske mestre

Brøndby IF dominerede mod oprykkerne fra Viborg FF, men måtte nøjes med 1-1 på hjemmebane.

Brøndbys Mikael Uhre, der har spillet i Skive IK af to omgange, kunne ikke få bolden prikket ind mod de hårdtarbejdende viborgensere.
Brøndbys Mikael Uhre, der har spillet i Skive IK af to omgange, kunne ikke få bolden prikket ind mod de hårdtarbejdende viborgensere.
Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Brøndby spillede for anden runde i træk 1-1, da de forsvarende mestre smed sejren væk hjemme mod oprykkeren Viborg FF i Superligaen.

Hjemmeholdet var uden anfører Andreas Maxsø, som i disse dage forhandler med en anden klub og dermed er på vej til at sige farvel til Brøndby.

Det holdt dog ikke Brøndby fra at dominere store dele af kampen, og særligt sidste sæsons topscorer, Mikael Uhre, må græmme sig over ikke at have lukket kampen.

Vestegnsklubben kom nemlig planmæssigt foran på et frisparksmål, men i anden halvleg sørgede Lars Kramer for anden uge i træk for point til Viborg. Han også var målhelten bag 2-1-scoringen mod FC Nordsjælland i første runde.

Det var et aggressivt og boldsikkert Brøndby-mandskab, som satte sig på kampen.

Brøndby spillede direkte, når Viborg tabte bolden, og Mikael Uhre og Anis Slimane misbrugte begge på forunderlig vis store chancer.

Der skulle derfor en hjælpende hånd til, før de forsvarende mestre kunne bringe sig foran efter 21 minutter.

Viborg-keeper Lucas Pedersen måtte se et frispark fra midtbanekrigeren Josip Radosevic gå i nettet i en situation, hvor han burde have gjort mere.

Viborg kom ikke bedre med umiddelbart efter pausen, og derfor satsede den midtjyske klub på, at dødboldene kunne bringe dem tilbage i kampen.

Det skete efter 68 minutter, da Brøndby ikke fik clearet et langt indkast. Bolden endte for fødderne af forsvarer Lars Kramer, som satte scoringen ind til 1-1.

Kampen åbnede sig i takt med udligningen, men det blev ikke til flere scoringer.

/ritzau/