Viborg Stift protesterer - vil ikke have højhuse til nabo

Stiftet håber på at kunne indlede en dialog, men mener, at de har retten på deres side.

Bodil Abildgaard har som stiftskontrochef sendt et høringssvar på vegne af Viborg Stift. Foto: Kasper Riis Kristensen

Der er nok ikke mange, der drømmer om, at deres udsigt skal være et seks etager højt etagebyggeri. Det gør Viborg Stift på vegne af Asmild Kirke i hvert fald ikke. 

Viborg Kommune har luftet en ide om at forvandle den snart forladte Mercantec-grund i Viborg - den nuværende handelshøjskole - til højhuse med op til seks etager.

Læs også Bodil holder Viborg Stift kørende - har været biskoppens vigtige medspiller i 22 år

Men det er altså ikke noget, Viborg Stift bifalder. Det skriver Viborg Stift Folkeblad. Så høje etagebygninger vil nemlig komme til at skygge for den nærmeste nabo Asmild Kirke. 

Derfor har Bodil Abildgaard, der er stiftskontorcef hos Viborg Stift, skrevet et høringssvar til kommunen.

- Viborg Stiftsøvrighed må meddele Viborg Kommune, at det er med stor bekymring, at Stiftsøvrigheden kan konstatere, at der påtænkes et etagebyggeri, med en højde på op til seks etager, står der ifølge Viborg Stifts Folkeblad i brevet.

Det er Viborg Kommune, der ejer grunden nær Asmild Kirke, men kommunen vil nu sælge. I den forbindelse er det blevet foreslået, at man lader den sø- og kirkenære grund blive udbygget betragteligt.

Viborg Stift håber ifølge Folkebladet, at man kan indlede en dialog med kommunen, men hvis det ikke kan lade sig gøre, hævder Viborg Stift, at de har retten på deres side. 

Bygninger må ikke overskygge kirker

De mener nemlig, at den pågældende adresse er placeret indenfor kirkebyggelinjen.

Netop kirkebyggelinjen har til formål at beskytte kirker, der ligger i mere eller mindre åbne landskaber, mod at der bliver opført bebyggelse, som kan virke skæmmende for kirken. Efter reglen er det forbudt at opføre bebyggelse, der er mere end 8,5 meter højt indenfor en radius af 300 meter fra en kirke.

Alt det skriver Bodil Abildgaard i høringssvaret til Viborg Kommune. Samtidig opfordrer hun kommunen til at lave en visualiseringsplan, der kan gøre det klart, hvor vidt det nye byggeri ville kunne spille sammen med kirken.

Læs også Menighedsråd vil lægge kirker i dvale det meste af året

Viborg Stift har tidligere haft succes med at stoppe opførsler af bygninger. I 2017 blev et byggeri til en halv milliard kroner lagt i graven, fordi Stiften nedlagde veto, da de mente, at noget af bygningen ville overskygge Holstebro Kirke. Det skiver Viborg Stifts Folkeblad. 

Det er endnu ikke til at sige, om der kommer en sag ud af det, da Viborg Kommune endnu ikke endeligt har besluttet, hvad der skal ske med grunden.

Det er her på Vinkelvej 20, kommunen vil opgøre etagebebyggelse. Foto: Google Maps