Viborg slår Silkeborg og tordner videre i superligajagt

Viborg vandt 1-0 hjemme over Silkeborg og udbygger føringen i toppen af 1. division.

Jacob Neestrup og Viborg fik tre point ud af kampen mod Silkeborg.
Jacob Neestrup og Viborg fik tre point ud af kampen mod Silkeborg.
Foto: Henning Bagger / Rtizau Scanpix

Ubesejrede Viborg FF ligner en klub på sikker kurs mod landets bedste fodboldrække.

Torsdag aften vandt viborgenserne topkampen med 1-0 hjemme over Silkeborg og udbygger dermed sin føring i toppen af 1. division.

Nu er der otte point mellem Viborg og Silkeborg, mens Viborg har yderligere to point ned til Fredericia og Esbjerg, der dog har spillet henholdsvis en og to kampe færre end Viborg. De to bedste hold rykker op i Superligaen efter sæsonen.

- Vi har snakket om, at vi er sindssygt glade for resultatet og den position, vi har bragt os i efter den arbejdsindsats fra drengene. Men der manglede kvalitet i dag, og det må vi løfte til næste gang, analyserede Viborgs anfører, Jeppe Grønning, efter kampen.

Hjemmeholdet blev sat i gang af et dårligt udspark fra Oscar Hedvall, så Viborg fik fat i bolden nær Silkeborgs felt. AGF-ejede Magnus Kaastrup kunne derfor sende et indlæg ind til en umarkeret Jakob Bonde, der med største selvfølgelighed scorede sit niende ligamål i sæsonen. Det gør ham til delt topscorer i rækken.

De to hold så mange på måder ud til at være helt jævnbyrdige målt på spillet. På måltavlen var det dog viborgenserne, som kunne gå til pause med en føring, men det kunne sagtens have været anderledes. Silkeborg havde flere gode muligheder, og stolpen var blandt andet i vejen, ligesom Magnus Mattsson var en pragtredning fra en udligning på sin kæmpe chance.

Anden halvleg var ikke lige så chancerig, til gengæld gik begge hold hårdt ind i duellerne, og flere gange også for hårdt.

Silkeborg-lejren kunne således være glade for at først Anders Hagelskjær og siden Jeppe Gertsen slap for udvisninger efter alt for voldsomme tacklinger.

I første halvleg var der kun blevet delt et enkelt gult kort ud, men i løbet af anden halvleg steg antallet til samlet 12 gule kort. To af dem blev givet til målscorer Bonde, der derfor måtte se kampens tillægstid fra tribunen.

Her kunne han se holdkammeraterne krige sæsonens 10. ligasejr hjem i kamp nummer 13. Viborgs øvrige tre kampe er endt uafgjort.

Ros til vindernes målmand

Silkeborg fik ikke scoret i kampen, men det skyldes ikke, at holdet ikke prøvede.

Der kom rigeligt med forsøg. Bolden ville bare ikke ind.

- Jeg føler ikke, at vores afslutninger var dårlige. Jeg føler bare, at deres målmand står godt, og at det er de små marginaler, som de har med sig i dag, siger Magnus Mattson fra Silkeborg.

Den midtjyske profil erkender, at der er langt op til Viborg, men alligevel vil han ikke afskrive holdet fra Søhøjlandet.