Viborg prygler Randers og rykker op på andenpladsen

Viborg HK vandt med 30-21 hjemme over Randers og er på andenpladsen. Randers kæmper stadig for slutspilsplads.

Takket være stærkt forsvarsspil og en velspillende Anna Kristensen (billedet) i målet lykkedes det mandag Viborg HK at rykke op på andenpladsen i HTH Ligaen.
Takket være stærkt forsvarsspil og en velspillende Anna Kristensen (billedet) i målet lykkedes det mandag Viborg HK at rykke op på andenpladsen i HTH Ligaen.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Viborg HK er nyt hold på andenpladsen i HTH Ligaen efter en overbevisende sejr over Randers HK mandag aften.
    
Foran eget publikum vandt viborgenserne med 30-21 og hopper dermed forbi Odense Håndbold i tabellen, inden fynboerne skal i aktion i 23. spillerunde torsdag.
    
Randrusianerne kunne ellers have taget et stort skridt mod en plads i slutspillet med en sejr, men som følge af nederlaget kan Nykøbing Falster torsdag reducere afstanden op til Randers på den yderste slutspilsplads til et enkelt point.
    
Gæsterne indledte ellers kampen bedst og var med til 7-7, men derfra tog Viborg kontrollen over kampen.
    
Takket være stærkt forsvarsspil og en velspillende Anna Kristensen i målet nåede føringen op på syv mål, og ved pausen var den på seks, så den lød 17-11 i Viborgs favør.
    
Anden halvleg mindede på mange måder om første halvleg. Randers indledte lovende, men stille og roligt kæmpede Viborg sig ind i halvlegen og begyndte at udbygge føringen.
    
Det var tredje Randers-nederlag i træk, og holdet slider med at finde det gode spil, siger Randers-playmaker Mai Kragballe.
    
- Med det niveau vi spillede med i dag, og som vi har spillet med i de sidste par kampe, så er det utroligt, at vi bare er lidt med i kampen. Vi er bare ikke gode nok, og vi leder stadig efter at finde noget flow i holdet.
    
- Vi havde ikke regnet med at få point, men det havde været federe, hvis vi kunne have kæmpet om det i stedet for at have tabt med ni, siger Mai Kragballe til TV2 Sport inden busturen på 40 kilometer hjem til Randers.