Viborg-profil skifter til islandsk fodbold

Christian Sivebæk ønskede at prøve et nyt ophold i udlandet - og fik lov til at stoppe i Viborg FF kort før kontraktudløb.

Christian Sivebæk skal fremover repræsentere islandske Fjölnir (arkivfoto).
Christian Sivebæk skal fremover repræsentere islandske Fjölnir (arkivfoto).
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Christian Sivebæk har spillet sin sidste kamp for Viborg FF.

1. divisionsklubben oplyser, at den hurtige kantspiller med øjeblikkelig virkning skifter til den islandske klub Fjölnir.

- Jeg har haft en rigtig god tid i Viborg, men har på det seneste tænkt på at søge en oplevelse i udlandet her i min karrieres efterår. Nu er denne mulighed kommet, som både passer mig og min familie, siger Christian Sivebæk i en pressemeddelelse fra Viborg FF.

32-årige Sivebæk begyndte sin ungdomskarriere i Vejle og var senere en tur forbi FC Midtjyllands akademi. Han er søn af den tidligere landsholdsspiller John Sivebæk,  der var med til at vinde EM for Danmark i 1992. 

Som senior har Christian Sivebæk udover Viborg FF repræsenteret Vejle, Skive IK og FC Midtjylland, ligesom han også kan skrive et kort ophold i amerikansk fodbold på sit cv.

Sivebæk er ifølge bold.dk noteret for 130 kampe og 23 mål for Viborg FF.

- Han har været en stor profil på holdet, men i denne sæson er det blevet til mindre spilletid og med kontraktudløb denne sommer, så er der opstået denne mulighed for ham. Vi føler, at vi er godt dækket ind på kantpositionen, så vi vil ikke stå i vejen for Christian. Han har ønsket at søge en mulighed i udlandet, og vi er glade på hans vegne. Vi takker ham for en stor indsats i Viborg og ønsker held og lykke med de nye udfordringer, siger VFF-sportschef Jesper Fredberg.