Viborg-politiker gør comeback i Folketinget

Karin Gaardsted (S) fra Viborg skal vikariere for Skive-politiker Anne Paulin (S), mens hun er på barsel.

Karin Gaardsted (S) er klar til lave landspolitisk arbejde igen.
Karin Gaardsted (S) er klar til lave landspolitisk arbejde igen.
Foto: TV MIDTVEST

Hun har siddet i Folketinget i otte år fra 2011, men blev ikke genvalgt ved valget i 2019. Nu skal Karin Gaardsted fra Socialdemokratiet alligevel tilbage som politiker på Christiansborg. 

I hvert fald for en stund.

Fra cirka 1. marts skal Karin Gaardsted (S) være barselsvikar for Anne Paulin (S), der er valgt i Skive, og det er en opgave Viborg-politikeren glæder sig til.

- Jeg vil rigtig gerne være på Christiansborg, og derfor ser jeg frem til at have nogle måneder derovre, hvor jeg håber at kunne gøre gavn for vores egn, siger Karin Gaardsted (S) til TV MIDTVEST.

Selvom hendes comeback i Folketinget i denne omgang er for en kort periode, har hun flere punkter, hun håber, kan komme på den landspolitiske dagsorden.

- Jeg vil arbejde på støtte til animationsskolen i Viborg, hvis ikke det er løst, inden jeg kommer. Vi har også kæmpe udfordringer med Rute 26 mellem Aarhus og Viborg, og den skal bare prioriteres. Derudover kunne jeg godt tænke mig at kigge på, hvordan vi kan forbedre naturen her i området, siger hun.

Anne Paulin (S) er lige nu medlem af seks forskellige udvalg og har tre ordførerskaber, og dem regner Karin Gaardsted (S) også med at skulle varetage, mens hun vikarierer.

- Jeg har jo otte års erfaring, og jeg kommer til at glide ind i arbejdet på Christiansborg uden problemer, siger Karin Gaardsted (S).

Karin Gaardsted (S) bor i Houlkær øst for Viborg og er uddannet folkeskolelærer. I 2005 blev hun første gang valgt til byrådet i Viborg Kommune, og fra 2009 til 2011 var hun viceborgmester i kommunen, indtil hun blev valgt til Folketinget.

Siden hun forlod Christiansborg i 2019, har hun brugt meget af sin tid på frivilligt arbejde. Siden juli i år har hun blandt andet være formand for Landsorganisation af Kvindekrisecentre, og det bliver der ikke lavet om på, selvom hun skal arbejde i Folketinget.

- Det holder jeg fast i, men der er nogle af mine andre frivillige aktiviteter, som kommer til at ligge stille i den periode, siger hun.

Det er endnu uvist, hvornår barselsvikariatet ender.