Viborg og Hvidovre åbner foråret i 1. division med at dele

Det endte 1-1, da Viborg og Hvidovre fredag aften spillede den første kamp i 1. division i foråret.

Arkivfoto. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Der blev ikke fundet en vinder, da forårssæsonen i landets næstbedste fodboldrække fredag aften blev sparket i gang.

Læs også Viborg vinder sidste testkamp

Her tog Viborg hjemme imod Hvidovre, og selv om viborgenserne kom foran, endte det med pointdeling efter en sjællandsk udligning kort inde i anden halvleg.

Kampen endte 1-1, selv om der var rimelig med chancer for begge hold til at score yderligere.

Hjemmeholdet åbnede målscoringen efter cirka en halv time, da Jacob Bonde med sit femte sæsonmål helt umarkeret i Hvidovre-feltet headede bolden i kassen efter et indlæg.

Der blev ved med at stå 1-0 på måltavlen indtil kort inde i anden halvleg.

Her stemplede gæsterne ind og udlignede, da Nicolaj Agger dirigerede bolden i mål med hovedet.

Det fik kampen til at løsne sig op, og det meste af spillet foregik i de to ender, hvor det blev til flere gode muligheder for begge hold.

I slutfasen pressede især Hvidovre på, men begge hold måtte altså nøjes med et enkelt point i forårspremieren.

Resultatet betyder, at Viborg nu har 34 point på tredjepladsen, mens Hvidovre har 21 på ottendepladsen.

De resterende ti hold i 1. division skal i aktion lørdag og søndag.

Vejle indleder foråret på førstepladsen med 38 point, hvilket er tre mere end Fredericia på andenpladsen.