Viborg-målvogter ude resten af sæsonen

Viborg HKs målvogter, Rikke Poulsen, er i lykkelige omstændigheder. Derfor er hun ude resten af sæsonen.

Rikke Poulsen

Viborg HKs målvogter var ikke med i fredagens bronzekamp i kvindernes Final4-turning i håndbold. Det undrede måske nogle, men det viser sig, at der ligger en glædelig nyhed bag.

Rikke Poulsen og hendes kæreste venter deres første barn. Det skriver Viborg HK på deres hjemmeside.

- Vi er rigtig glade og lykkelige over at skulle være forældre i det nye år. Vi glæder os helt vildt! Jeg er selvfølgelig ærgerlig over ikke, at kunne hjælpe holdet i den sidste halvdel af sæsonen. Men jeg vil sørge for, at holde mig i så god form som muligt, så jeg hurtigst muligt kan vende tilbage på banen igen”, siger Rikke Poulsen til klubbens hjemmeside.

Rikke Poulsen er derfor ude resten af denne sæson.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi mister en så vigtig spiller som Rikke her midt i sæsonen. Men vi er selvfølgelig rigtig glade på Rikke og familiens vegne” siger direktør Henrik Dahl om graviditeten til vhk.dk

Målvogteren regner med at være klar igen til starten af den nye sæson. Viborg HK må i forvejen undvære bagspillerne Rikke Skov og Siri Seglem på grund af graviditet.