Viborg i fornemt juleselskab

Julebyen Viborg havde i 2017 besøg af norske journalister, og det har resulteret i at Viborg nu er havnet i et flot selskab med fire europæiske byer.

I et nummer af det norske kvindemagasin 'Kamille' er Julebyen Viborg kommet i fint selskab med tre anerkendte europæiske julebyer. 

Det drejer sig om Vinterland i Oslo, Frankrigs ældste julemarked i Strasbourg, julemarkedernes ’mor’ Hamburg og polsk pynt og håndværk i Gdansk. 

- Det er fantastisk, at vi også har fået udenlandske journalister til Viborg for at opleve vores juleaktiviteter. Det vidner om, at vi i fællesskab og ved en fokuseret indsats kan skabe synlighed, som er godt for detailhandlen, overnatningsstederne, kommunen og alle andre, som har glæde af, at Viborg gør et stort nummer ud af julen, siger en tilfreds Helle Sørensen, der handelschef i Viborg.

Fremhæver dansk hygge og intim atmosfære

I december sidste år besøgte en række journalister fra Norge Julebyen Viborg. Med på turen var også en medarbejder fra VisitDenmark i Oslo, som faldt pladask for Viborgs charmerende juletorv og gågaderne.

- Egentlig skulle delegationen ikke have besøgt Viborg, men vi fik dem overtalt og de var vældig begejstrede. Vi var spændte på, om vi kunne få en effekt ud af det i forbindelse med dette års juleaktiviteter, siger Helle Sørensen.

Det norske kvindemagasin Kamille udgives af Egmont-koncernen og udkommer hver 14. dag i et oplag på omkring 38.000. 

- Om Viborg får flere norske gæster i december måned på sigt, kan vi kun håbe på. Men vi vil blive ved med at fortælle dem om den skønne plet midt i Jylland, som nu også byder på dansk julehygge og danske delikatesser, som magasinet Kamille så fint beskriver det i artiklen, siger turistchef Charlotte Kastbjerg.


Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien Samfund.