Viborg i dramatisk opgør

To røde kort og seks mål, da Viborg FF smed sikker sejr væk i fodboldens 1. division.

VFF3.jpg

Det var et af de helt store fodbolddramaer, der udspillede sig søndag eftermiddag i Slagelse i kampen mellem FC Vestsjælland og Viborg FF.

Efter 18 minutter blev Viborgs Andrei Sidorenkov præsenteret for det røde kort efter en episode med Rasmus Festersen. 10 minutter senere bragte samme Festersen FC Vestsjælland på 1-0, men i forbindelse med jubelscenen blev målscoreren vist ud, da han fik sit andet gule kort.

10 mod 10 kom Viborg bedre med. Men først små 20 minutter før tid lykkedes det for brandvarme Ken Fagerberg at få udlignet. Og Viborgs svensker ville mere. Bare fire minutter senere bragte han gæsterne i spidsen med et kanonhug. Fem minutter før tid lignede det en afgørelse, da Kevin Mensah tryllede i feltet og scorede til 3-1. Men i overtiden gik det galt for de grønne. Først 2-3 på straffe og endnu længere inde i overtiden scorede Jens-Kristian Sørensen selvmål. Viborg smed altså to points væk i Slagelse og indtager fjerdepladsen i 1. division.

I 1. division tabte Skive 0-3 hjemme til Superliga-nedrykkerne fra Randers FC. Skive er fjerdesidst i fodboldens næstbedste række.