Viborg HK tabte sensationelt til TTH

Viborg HK løb søndag ind i et overraskende nederlag i Primo Tours Ligaen i håndbold. Ligaens nummer to tabte på hjemmebane 34-35 til TTH Holstebro.

230709viborg_HK.jpg

Viborg HK måtte søndag indkassere et smalt nederlag til TTH Holstebro, der hentede sæsonens anden udesejr. Ligaens nummer to tabte nemlig på hjemmebane 34-35 til TTH Holstebro.

Viborg havde før søndagens kamp vundet samtlige fem hjemmekampe i ligaen, mens TTH Holstebro omvendt kun havde en enkelt sejr af fem mulige på udebane.

Første halvleg, der endte 17-17, var en lige affære. Viborg opbyggede ganske vist et forspring på tre mål, men TTH Holstebro kom tilbage og førte med et enkelt mål.

Viborg indledte anden halvleg bedst, men TTH Holstebro lavede et flot comeback og sikrede den overraskende sejr.

Viborg-holdet har været hårdt ramt gennem hele sæsonen. Rikke Skov og Siri Seglem har været indisponible hele tiden på grund af graviditeter, og i december kom det frem, at målmand Rikke Poulsen af samme årsag ikke kan være med i resten af sæsonen.

Tidligere i januar solgte Viborg desuden Simone Böhme til Champions League-vinderne CSM Bukarest. Det efterlod Viborg-holdet uden en decideret højrefløj.

Viborg har nu tabt to af de tre ligakampe, der er blevet spillet siden nytår.

Klubben har 21 point for 13 kampe, tre point færre end FCM Håndbold, der topper ligaen. TTH Holstebro har otte point og er nummer ni.