Viborg HK færdige i EHF-cup

Russiske klø på hjemmebane til VHKs håndboldkvinder

Ann Grethe Nørgaard kunne med fire mål ikke hindre russiske Lada i at tage fra Viborg med endnu en sejr i EHF-cuppen
Ann Grethe Nørgaard kunne med fire mål ikke hindre russiske Lada i at tage fra Viborg med endnu en sejr i EHF-cuppen
Foto: Arkiv

Viborg HK's håndboldkvinder har udspillet deres rolle i EHF Cuppen. Lørdag tabte førerholdet fra den danske liga med 22-28 på hjemmebane til russiske Lada Togliatti.
    
Dermed blev tredje kvalifikationsrunde endestationen for Viborg-træner Allan Heines spillere, der i sidste uge tabte 23-26 i Rusland.
    
- Vi har spillet 120 minutter mod Lada, og 20 minutter af dem var gode. Så kan vi ikke gå videre mod så stærkt et hold, siger træneren til klubbens hjemmeside.
    
- Jeg synes, vi leverede en stærk indsats derovre med det comeback, vi lavede der. Men i dag er vi ikke i nærheden. Hvad det skyldes, ved jeg ikke. Vi var i hvert fald ikke gode nok, konstaterer han.
    
Topscorer for Viborg HK i kampen blev  Ann Grete Nørgaard med fire mål, mens Sarah Paulsen  og Line Uno, hver scorede tre mål.

Knap 1200 tilskuere overværede dysten i Viborg Stadionhal.