Viborg henter venstrebenet profil fra Nykøbing

Viborg FF har skrevet kontrakt med Jakob Bonde, der kommer fra Nykøbing FC.

24-årige Jakob Bonde kan snart trække i den grønne trøje for Viborg FF.
24-årige Jakob Bonde kan snart trække i den grønne trøje for Viborg FF.
Foto: Viborg FF

Viborg FF opgraderer holdet med den 24-årige defensivspiller Jakob Bonde. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Jakob Bonde har de seneste to sæsoner været fast mand hos Nykøbing FC, men nu har han skrevet under på en kontrakt med VFF frem til sommeren 2021.

- Vi havde i første omgang skrevet kontrakt med ham fra nytår, hvor hans kontrakt i NFC udløber, men vi har haft en rigtig god dialog med Nykøbing, og vi er rigtig glade for, at vi kan tilknytte Jakob allerede nu, udtaler sportschef Jesper Larsen.

Bonde er venstrebenet, kan både spille centralt i forsvaret og på den defensive midtbane, og beskrives som en teknisk dygtig spiller:

- Vi ser Jakob Bonde som en rigtig spændende spiller, der er klar til næste skridt i sin karriere. Han er teknisk rigtig stærk, god i opbygningsspillet og så er han også dygtig i luftspillet. Vi glæder os til at se ham i den grønne trøje, lyder det fra Jesper Larsen.

Jakob Bonde har spillet 70 kampe og står bag 12 scoringer hos Nykøbing FC.