VIborg FF langt fra målet

Arbejdet med at sikre klubbens overlevelse tager længere tid end forventet.

020710_Viborg_FF001.jpg

Fodboldklubben Viborg FF er stadig langt fra slippe fri af en truende konkurs.

VFF har sat gang i en større indsamling blandt sponsorer og fans for at skaffe penge til den slunkne klubkasse - der skal skaffes tre til fem milloner, hvis klubben skal overleve. Indtil videre har indsamlingen givet 1,3 millioner.

- Man kan roligt sige, at vi er langt fra målet. Vi er afhænginge af, at folk er positive, når vi ringer ud. Det synes jeg også, at de er. Men der er også nogle af vores sponsorer, der selv er pressede økonomisk, og så har vi forståelse for, at de ikke kan bidrage med noget den her gang, siger klubbens formand Steen Petersen.

Ingen plan B

Formanden siger, at arbejdet med at kontakte sponsorer er mere tidskrævende, end han umiddelbart havde forestillet sig. Klubben vil gerne i kontakt med 400-500 virksomheder, men er kun nået halvvejs.

Steen Petersen tror stadig på, at klubben overlever, men han understreger, at der ikke findes en plan B, hvis indsamlingen ikke giver det forventede resultat. Indsamlingen fortsætter formentlig indtil midt i august.