Viborg FF fyrer trænerduo efter mislykket oprykning

Cheftræner Steffen Højer og assistenttræneren Ralf Pedersen er færdige i Viborg FF.

Steffen Højer og Ralf Pedersen overtog holdet i august 2017 og har dermed stået i spidsen for VFF i næsten to sæsoner.
Steffen Højer og Ralf Pedersen overtog holdet i august 2017 og har dermed stået i spidsen for VFF i næsten to sæsoner.
Foto: Viborg FF

Viborg FF har valgt at stoppe samarbejdet med cheftræner Steffen Højer og assistenttræner Ralf Pedersen. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

- Efter en sæsonafslutning er det naturligt at evaluere på situationen, og vi må desværre konstatere, at vi i to sæsoner ikke har levet op til vores forventninger og målsætning, og derfor mener vi i bestyrelsen og ledelsen, at det er tid til at gå i en ny sportslig retning.

I går havde Viborg FF muligheden for at spille sig op i Superligaen med en sejr over Hobro, men holdet tabte den sidste og afgørende kamp 2-0.

Det var andet år i træk, det ikke lykkedes for trænerduoen at få viborgenserne tilbage i landets bedste fodboldrækkke. Sidste sæson lå de også til oprykning, men her kom VFF slet ikke til at spille playoff kampe om at komme tilbage i Superligaen.

Den nu tidligere cheftræner i Viborg FF, Steffen Højer, ærger sig overbeslutningen og den skuffende sæson.

- Jeg er selvfølgelig enormt ærgerlig over beslutningen. Jeg synes, vi har rykket klubben i en professionel retning, og at der langt hen ad vejen er blevet leveret et godt stykke arbejde.

- Det var små marginaler, der gjorde, at vi ikke nåede målsætningen, men jeg kender også godt vilkårene som træner i denne branche, siger Steffen Højer.

Trænerduoen overtog holdet i august 2017 og har dermed stået i spidsen for VFF i næsten to sæsoner.

- Det er aldrig nemt at sige farvel, og det gør det ekstra svært, når vi har at gøre med to store klubpersonligheder. Vi ønsker Steffen og Ralf alt det bedste, og takker dem for deres indsats, siger Jesper Fredberg.

2:59
Sportschef Jesper Fredberg kommenterer fyringen og fortæller om det kommende arbejde i Viborg FF.
3:04
Interview med Steffen Højer efter nederlaget til Hobro.
2:14
Indslag fra den 27. august 2017 hvor de to tidligere spillere Steffen Højer og Ralf Pedersen blev offentliggjort som det nye trænerteam i VFF.