Viborg FF får uafgjort i Esbjerg efter intens duel

Viborg FF fik 2-2 på udebane mod Esbjerg i kampen om førstepladsen i 1. division.

Viborg er ubesejrede indtil videre i denne sæson af 1. division. Efter dagens kamp har Viborg fået fire sejre og to uafgjorte og nul nederlag.
Viborg er ubesejrede indtil videre i denne sæson af 1. division. Efter dagens kamp har Viborg fået fire sejre og to uafgjorte og nul nederlag.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Der var lagt i kakkelovnen til en vaskeægte topkamp i landets næstbedste række, da Viborg FF lørdag var på besøg hos superliganedrykkerne fra Esbjerg.

Begge hold havde fået en rigtig god start på sæsonen. Inden kampen var Viborg og Esbjerg henholdsvis nummer et og to i 1. division, så det var to formstærke hold, der lørdag eftermiddag krydsede klinger på Blue Water Arena.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så er Esbjerg en af mine favoritter til at rykke op, så det er den bedste vi kan møde i dag, siger Sebastian Grønning, der er skiftet til Viborg denne sommer fra Skive IK.

Viborg lever op til førstepladsen og får en god start på kampen, da Jakob Bonde på kanten af feltet bringer Viborg foran 1-0 efter 20 minutters spil.

Ti minutter senere går det dog galt for viborgenserne. En af rækkens største profiler Jakob Ankersen dribler forbi Viborg-forsvaret i venstre side, inden han lækkert lobber bolden over målmand Patrik Gunnarsson. 1-1 efter cirka 30 minutters spil.

Viborg når dog at slå tilbage inden pausen. Sebastian Grønning vinder en hovedstødsduel over Esbjerg-spilleren Rudolph Austin, og så har Grønning ellers frit løb mod målet. Han ender med at lobbe bolden over den fremadstormende målmand og gør det til 2-1 til Viborg.

Det er angriberens femte mål i denne sæson.

I anden halvleg holder Viborg stand i lang tid, men i det 81. minut, må de grønblusede kapitulere. Esbjergspilleren Andri Bjarnason kommer først på et indlæg fra højre side, og han header sikkert bolden i nettet til resulatet 2-2. 

Der bliver ikke scoret mere i kampen, men i kampens overtid får Esbjerg tildelt tre gule kort. Et af dem til Zean Dalugge, som var hans andet i kampen, og det bliver derfor vekslet til et rødt kort. 

Den hæsblæsende duel ender uafgjort og det er blandede følelser, som Viborgs topscorer, Sebastian Grønning, står med efter kampen.

- Jeg er rigtig skuffet over, at vi ikke kunne holde den, men et point ude mod Esbjerg er også okay. Det er et rigtig godt fodboldhold.

 Det uafgjorte resultat betyder, at Viborg forsat er nummer et i landets næstbedste række.