Viborg får sin første kvindelige statsadvokat

56-årige Kirsten Dyrman bliver fra 1. september ny statsadvokat i domkirkebyen.

Kirsten Dyrman kommer fra en stilling som direktør for Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
Kirsten Dyrman kommer fra en stilling som direktør for Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Statsadvokaturen i Viborg får for første gang en kvindelig chef.

Justitsministeren har indstillet til dronningen, at 56-årige Kirsten Dyrman bliver ny statsadvokat i domkirkebyen. Stillingen har været ledig, siden Jan Reckendorff i juli blev rigsadvokat og dermed chef for hele anklagemyndigheden.

- Nogle gange opstår der muligheder, som bare er for svære at sige nej til. Sådan en mulighed er stillingen som chef for Statsadvokaten i Viborg, siger Kirsten Dyrman i en pressemeddelelse.

Den nye statsadvokat kommer fra en stilling som direktør for Den Uafhængige Politiklagemyndighed - en instans der står for efterforskningen i straffesager mod politifolk og behandler og træffer afgørelser i klager over politiet.

- Det har været fantastisk spændende at være med til at bygge Den Uafhængige Politiklagemyndighed op fra bunden med alt fra indkøbet af den første kaffekop til ansættelse af personale. Her har jeg haft syv rigtigt gode år, hvor jeg har fulgt anklagemyndigheden fra sidelinjen, og jeg er sikker på, at jeg nu kommer ind og kan bidrage med nye perspektiver, siger hun.

Tidligere var der seks statsadvokaturer. I dag er der kun to - i Viborg og København. Statsadvokaten i Viborg dækker Jylland og Fyn.

Kirsten Dyrman begynder i jobbet den 1. september.