VHK mestre i europæisk cup

Viborg HK hentede sin syvende europæiske håndboldtitel, da holdet vandt Cup Winners' Cup for første gang

viborg-HK-Logo_0.jpg

Selv om Viborgs håndboldkvinder har prøvet at vinde det meste, der kan vindes, så har der manglet en pokal i samlingen. I hvert fald indtil søndag eftermiddag.

Men med en 24-23-sejr på udebane over russiske Zvezda Zvenigorod lykkedes det for første gang for de grønblusede at vinde finalen i Cup Winners' Cup. Det skete med de sammenlagte cifre 55-45.

Kom hurtigt bagud

Viborg kom til Rusland med en nimålssejr i bagagen fra den første kamp- men også med en kaotisk rejse siddende i kroppen.

Det, der bare skulle have været en mellemlanding i Düsseldorf endte med, at holdet måtte overnatte i en McDonalds-restaurant i den tyske lufthavn, og derfor var Viborg-spillernes forberedelse til kampen ikke optimal.

Måske var det derfor, at russerne tidligt i kampen bragte sig foran 9-4 og pludselig fik det solide forspring fra det første opgør til at vakle.

Træner Christian Dalmose reagerede blandt andet ved at bruge en ekstra markspiller i angrebet i stedet for målmanden, og det lykkedes næsten at indhente russerne ved pausen, hvor stillingen var 13-11 i hjemmeholdets favør.

Comeback i anden halvleg

Efter pausen lykkedes det Viborg at komme foran første gang ved stillingen 16-15, og så var der ikke længere tvivl om den samlede sejr.

Derfor var det udelukkende et prestigespørgsmål, hvem der skulle vinde returkampen, og her viste Viborg sig også som det bedste hold, ikke mindst takket være en god præstation af Cleopatre Darleux.

Viborg har tidligere vundet Champions League tre gange, og klubben har også vundet EHF Cuppen tre gange.

Kun én gang tidligere har klubben prøvet at stå i finalen i Cup Winners' Cup. Det var i 2012, hvor det blev til nederlag til ungarske FTC Budapest.

/ritzau/