VHK-formand trækker sig efter økonomisk krise

På baggrund af den økonomiske situation i Viborg HK genopstiller klubbens bestyrelsesformand ikke.

VHK, Mogens Lindal
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Tidligere på ugen kom det frem, at håndboldklubben Viborg HK mangler 3,5 millioner kroner, og på baggrund af den økonomiske situation har klubbens bestyrelsesformand, Mogens Lindal, valgt ikke at genopstille til bestyrelsen. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

- Jeg har været på talerstolen og udtale, at vi skal have økonomisk balance i Viborg HK. Desværre må jeg konstatere, at vi har oplevet en vigende sponsoropbakning i en størrelsesorden, at vi ikke har kunnet nå at skære omkostningerne til i samme takt. Jeg er både trist og ked af, at vi skal stå i den situation en gang til, men vi kan jo ikke tvinge pengene ud af sponsorernes lommer. Og når man er gået til valg på økonomisk balance, så må jeg også tage konsekvensen og konstatere, at jeg ikke har været skarp nok til at stå i spidsen for Viborg HK`s økonomiske genopretning, siger Mogens Lindal.

Viborg HK har de seneste år oplevet flere store økonomiske kriser. Denne sæson skal klubben bruge 13,5 millioner kroner i indtægter, men på nuværende tidspunkt mangler de 3,5 millioner kroner for at nå i mål, og derfor har de brug for nye sponsorer.

- Jeg vil dog udtrykke min største beundring for trænerstab, pigerne, driftspersonalet, fans, øvrig bestyrelse og frivillige omkring holdet. De gør ALT hvad de kan for, at det her skal lykkes. Jeg er samtidig heller ikke i tvivl om, at med fælles holdånd i byen, samt nye kræfter i bestyrelsen samt på formandsposten, så kan og skal missionen lykkes. Depechen bliver i hvert fald givet videre på et grundlag der kan arbejdes på, siger Mogens Lindal.

Mogens Lindal fortsætter i bestyrelsen frem til selskabets generalforsamling d. 28 november, og genopstiller ikke til bestyrelsen.

I sidste uge meldte også TTH Holstebro ud, at de har brug for flere penge. TTH har de seneste tre år leveret underskud i millionklassen, og klubben har akut brug for seks millioner kroner til styrkelse af egenkapital og til drift af klubben.