Vestre Landsret ansætter flere dommere

Vestre og Østre Landsret ansætter fire nye dommere, der skal forkorte den tid, landsretterne bruger på at behandle sager. Sagsbehandlingstiden er alt for lang, forklarer retspræsident fra Vestre Landsret.

Vestre Landsret, retssal.jpg

Vi kender alle sammen til de store bunker af papir, der kan hobe sig op på skrivebordet. Det gør de i den grad også i landsretterne.

Bunkebekæmpelse kaldes problemet i Vestre Landsret i Viborg, hvor sagsbehandlingstiden de senere år er blevet alt for lang. Derfor ansætter de to landsretter fire nye dommere, der skal hjælpe med at bekæmpe bunkerne af papir. Det skriver Jyllands-Posten.

I foråret slog landsretten stillingerne op, og nu har Dommerudnævnelserådet udpeget de fire nye dommere.De skal indgå i en ny afdeling, der løber indtil udgangen af 2016.

- Vi har haft en årrække, hvor sagsbehandlingstiden har udviklet sig utilfredsstillende, og hvor vores målsætninger har været milevidt fra virkeligheden. Det håber vi at få rettet op på med de ekstra ressourcer, vi har fået, siger Bjarne Christensen, der er retspræsident i Vestre Landsret til avisen.

For lang behandlingstid

Både i civile- og straffesager er sagsbehandlingstiden for lang. Værst er det dog i civile sager, der varer 16 måneder i gennemsnit, men hvor målsætningen for landsretten er 8-9 måneder.

I straffesager er behandlingstiden i gennemsnit 7 måneder, mens man har en målsætning om at behandle den type sager på 4-5 måneder.

- Når vi nærmer os udgangen af 2016, skulle der gerne være en markant forbedret situation i forhold til sagsbehandlingstiden, siger retspræsident Bjarne Christensen til Jyllands-Posten.

Et problem i fem år

I 2013 lavede TVMIDTVEST et indslag om de lange sagsbehandlingstider. Allerede dengang havde landsretten store problemer med at nå deres mål om sagsbehandlingstiden.

- Vi kan konstatere, at vi over de sidste tre år har haft en udvikling, der kan koges ned til flere sager og færre ressourcer, sagde Bjarne Christensen den 23. maj 2013 til TVMIDTVEST.

Gense det indslag, der beskriver de store papirbunker, som landsretterne har forsøgt at få bund i i over fem år.