Verdensstjerne skal træne Viborg-piger

Fra den kommende sæson skal den tidligere verdensstjerne, Chao Zhai, træne Viborg HK's U18-piger.

Her ses Chao Zhai på banen under en kamp i 2008.
Her ses Chao Zhai på banen under en kamp i 2008.
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Hun har været med til at vinde næsten alt, hvad der kan vindes som håndboldspiller. Fra næste sæson skal 45-årige Chao Zhai træne Viborg HK's U18 piger. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Chao Zhai blev i 2002 kåret som verdens bedste kvindelige håndboldspiller. Sæsonen 2008-09 var hendes sidste som aktiv håndboldspiller. Siden er hun blevet mor, har taget en uddannelse til fysioterapeut og arbejder nu som netop fysioterapeut.

Men nu har hun mod på at kaste sig ud i trænergerningen, og det er  bestyrelsesmedlem og træneransvarlig Lars Friis Hansen ifølge Folkebladet godt tilfreds med.

- Vi har i lang tid set Chao Zhai som et muligt aktiv for Viborg HK med den erfaring, og den baggrund, som hun har., forklarer han til avisen.

Ifølge Viborg Stifts Folkeblad glæder Chao Zhai sig til trænerjobbet, hvor hun mener at hendes viden som fysioterapeut også kan komme holdet tilgode.

Målet er at komme til at spille i ligaen.