Vejdirektoratet hæver hastighedsgrænsen på endnu en rute

Fra i morgen bliver det tilladt at køre lidt hurtigere på dele af landevejen mellem Viborg og Ølholm.

Tidligere på måneden blev det muligt at køre 90 kilometer i timen på Holstebrovej mellem Holstebro og Struer. Nu er det vejen mellem Viborg og Ølholms tur.
Tidligere på måneden blev det muligt at køre 90 kilometer i timen på Holstebrovej mellem Holstebro og Struer. Nu er det vejen mellem Viborg og Ølholms tur.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Nu bliver hastighedsgrænsen hævet fra 80 til 90 på to dele af landevejen mellem Viborg og Ølholm i Hedensted Kommune.

Det drejer sig om 7,7 kilometer ved Engesvang, der åbner i morgen, og 8,7 kilometer ved Nørre Snede i næste uge. Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Ændringen sker i forlængelse af finanslovsaftalen for 2018, hvor den daværende regering og Dansk Folkeparti afsatte midler til at hæve hastighedsgrænserne på udvalgte lande- og motorveje på en sikker måde.

Nye sikkerhedsforanstaltninger

Vejdirektoratet har gjort vejen klar ved at etablere rumleriller midt på og i siden af vejen, og så har de fjernet farlige træer og andre ting, man kan risikere at påkøre.

Samtidigt er der blevet opsat ekstra autoværn, overhalingsforbud er blevet forlænget og ved større kryds er farten blevet sat ned med skilte.

Ved afslutningen af strækninger med 90 kilometer i timen, sætter Vejdirektoratet et skilt op, der skal informere om, at nu skal man igen køre 80 kilometer i timen.