Vegansk mad hitter: Folk vil prøve noget nyt

Flere og flere danskere dropper kødet, og derfor har Café Reborn i Viborg siden i sommer halveret købet af kød.

Maj Schiøtte er indehaver af Café Reborn i Viborg. Hendes mål er at gøre caféen helt vegetarisk og vegansk.
Maj Schiøtte er indehaver af Café Reborn i Viborg. Hendes mål er at gøre caféen helt vegetarisk og vegansk.
Foto: Maj Schiøtte

Det ligner og smager som en helt almindelig burger med oksekød. Men bøffen i Café Reborns burger er lavet af soja og andre køderstatningsprodukter.

Hos caféen i Viborg bliver kødet i højere grad skiftet ud med grøntsager. Siden i sommer har den vegetariske og veganske café halveret købet af kød.

- Folk er åbne for at prøve noget nyt og noget, man ikke selv står og laver. Mit mål er at blive hel vegetarisk. Tiden er til det, og så må vi håbe, at Viborg er klar til det, siger Maj Schiøtte, der er indehaver af Café Reborn.

Cafén har eksisteret i fem år. Til at begynde med var der både kød- og vegetariske retter på menukortet. Men nu står menuen primært på hjemmelavet falafel, kartoffelfirkadeller, hummus, ærtemos, salater samt burgere, wraps og sandwich med grønsager eller køderstatningsprodukter.

På menukortet hos Café Reborn kan man blandt andet finde en vegansk wrap samt hjemmelavet falafel og kartoffelfrikadeller.
På menukortet hos Café Reborn kan man blandt andet finde en vegansk wrap samt hjemmelavet falafel og kartoffelfrikadeller.
Foto: Liisa Maria Glud

Bæredygtig café

I forbindelse med Snapstinget i sommer lavede caféen en helt vegetarisk bod med en vegetarisk og en vegansk ret. Det gjorde de for at teste, om de skulle satse mere vegetarisk.

- Det var en stor succes, og vi begyndte at sætte mere fokus på det. Rigtig mange synes, det er spændende. Og nu tager rigtig mange af vores fast kunder deres kødfri-dag hos os, siger Maj Schiøtte.

Café-indehaveren er ikke selv hverken vegetar eller veganer, men hun spiser ikke ret meget kød.

- Konceptet har altid været bygget op omkring så lidt madspild og så bæredygtigt som muligt. Det handler mest om miljø og dyrevelfærd, og jeg vil gerne have hjertet med. Jeg gør det, fordi jeg altid godt har kunnet lide grønsagsbaseret mad, siger Maj Schiøtte.

Der er plads til omkring 20 personer hos Café Reborn, der ligger i Vesterbrogade. Blandt bestsælgerne er de hjemmelavede falafler og grøntsagsfrikadeller samt burgeren, når den er på menuen.

Den veganske burger er blandt bedstsælgerne. Her er oksekødsbøffen erstattet af blandt andet en sojabøf.
Den veganske burger er blandt bedstsælgerne. Her er oksekødsbøffen erstattet af blandt andet en sojabøf.
Foto: Liisa Maria Glud