Vandt 10,8 millioner på lottokupon købt i Brugsen

Vinderen, der købte sin kupon i Klejtrup, har endnu ikke henvendt sig til Danske Spil.

Lottokugler
Foto: Scanpix/Niels Meilvang

10.859.254 kroner.

Så stor var gevinsten til en enkelt heldig vinder, da Danske Spil lørdag trak ugens lottotal.

Danske Spil har endnu ikke hørt fra vinderen, men vedkommende købte sin kupon i Dagli´Brugsen i Klejtrup.

- Det er da en glædelig overraskelse, at der kommer så mange penge til Klejtrup. Jeg ved ikke, hvem vinderen er, men mon ikke det er en lokal. 98 procent af omsætningen her i butikken kommer fra de lokale, siger uddeleren i Dagli´Brugsen, Erling Andersen, til tvmidtvest.dk.

Vinderen vil - når han eller hun giver sig til kende - blive tilbudt millionærrådgivning af Danske Spil. Det er fast praksis, når gevinsten er over 1,5 millioner kroner.

Selv om 10,8 millioner er mange penge, er der dog et stykke op tll den hidtil største Lotto-gevinst. Den lød på 38,5 millioner kroner og blev vundet i 2008 i Føtex på Lyngbyvej i København, oplyser Danske Spil.

Og tager med Eurojackpot og Onsdags Lotto med i betragtning, bliver de største gevinster endnu større. I 2015 blev der udbetalt 315 millioner til en vinder i Eurojackpot, og i 2016 var der 140 millioner til en vinder i Onsdags Lotto.

Hver uge er der over 100.000 vindere i Lotto.