Utilfredse buschauffører: Vi er stressede og frustrerede

Arbejdspresset er for stort, og chaufførerne har ikke tid til at holde pauser. Flere hundrede chauffører mødes i dag for at gøre noget ved problemet.

Klokken er 6:30 søndag morgen.

Ni buschauffører er samlet foran 3F i Viborg. Sammen skal de køre til Odense, hvor 800 buschauffører er til stormøde i protest mod dårlige arbejdsforhold.

- Vi er stressede. Vi er pålagt at holde pauser, men vi kan ikke nå at holde dem, lyder det fra buschauffør Solveig Lybek fra Viborg.

quoteJeg håber, politikerne hører efter og bliver opmærksomme på, at nu kan vi ikke mere

Hanne Andersen, lokalformand, 3F, Viborg

Ifølge chaufførerne skyldes det pressede skema, at der ikke er taget højde for uheld, myldretid og snevejr, når busplanerne skal laves. Det går i sidste ende ud over pauserne.

- Det er et dagligt problem, at vi ikke kan nå vores pauser. Der er lagt pauser ind i køreplanen i myldretiden, men myldretiden er så slem, at vi ikke kan nå det, siger buschauffør Robert Pedersen fra Vammen, som også skal med til Odense.

Den store utilfredshed kommer bag på Claus Wistoft. Han er formand for bestyrelsen i Midttrafik, og formand for Trafikselskaberne i Danmark, som er en sammenslutning af de regionale trafikselskaber.

- I trafikselskaberne er vi selvfølgelig opmærksomme på det. Men det er nyt for os, hvis der skulle være et generelt problem, siger han. 

Størstedelen oplever det samme

Det er ikke kun hos buschaufførerne i Viborg, den er gal.

I en rundspørge, som 3F har lavet, svarer syv ud af ti, at de ikke har tid til at holde de nødvendige pauser i løbet af deres arbejdsdag. I rundspørgen har flere end hver tredje buschauffør svaret.

Ifølge 3F’s formand i Viborg er der blevet skåret så meget ind til benet hvad angår den offentlige transport, at der skal gøres noget nu.

- Jeg håber, politikerne hører efter og bliver opmærksomme på, at nu kan vi ikke mere, siger Hanne Andersen.

quoteVi er pålagt at holde pauser, men vi kan ikke nå at holde dem

Solveig Lybek, Buschauffør, Viborg

Men at det er økonomien, der er skyld i de urealistiske køreplaner, køber bestyrelsesformand i Midttrafik Claus Wistoft ikke. 

- Jeg kan ikke svare for de private selskaber, men for de regionale, og der er et budgetpres ikke årsag til pressede køreplaner, siger han, og forklarer, at Midttrafik har lagt planlægningen over på busselskaberne, fordi det er der, kompetencerne er. 

Påvirker trafiksikkerheden

Busruter, som i højere grad tager hensyn til myldretid, trafikuheld og omskifteligt vejr, er håbet for dagens møde. Men det er ikke kun arbejdsforholdene, der er kritisable.

- Det handler jo om sikkerhed ude i trafikken. Hvis chaufføren så er stresset, fordi han ikke kan holde planen, ikke har fået noget at spise eller drikke og ikke har været på toilet, så synes jeg, at det er lidt uansvarligt, siger 3F’s lokalformand, Hanne Andersen.

Bekymringen for trafiksikkerheden er der også hos buschauffør Johnny Mortensen, som indrømmer, at hjulene nogle gange kan køre for stærkt.

quoteDet er nyt for os, hvis der skulle være et generelt problem

Claus Wistoft, Bestyrelsesformand, Midttrafik

- Jeg synes, det er meget forkert. Det er et kæmpe ansvar, vi har, for at de kommer sikkert frem, siger han.

Men Midttrafiks bestyrelsesformand Claus Wistoft kan ikke genkende forholdene. 

- Som trafikselskab har vi den forventning, at vores køreplaner skal kunne afspejle virkeligheden, og virkeligheden er også, der skal være mulighed for at overholde overenskomsterne, siger han og opfordrer chauffører og busselskaber til at henvende sig, hvis der er problemer med konkrete ruter. 


Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien Politik.