Usædvanlig konfirmationsstrid er nu afgjort

Politikerne i Viborg Kommune afgjorde i dag en bemærkelsesværdig strid mellem Overlund Skole og sognets præster.

konfirmation

Konfirmander fra Overlund skole skal næste skoleår gå til konfirmationsforberedelse om eftermiddagen. Det besluttede Viborg Kommunes børne- og ungdomsudvalget på et møde tidligere i dag.

Udvalgets beslutning bliver afslutningen på en usædvanlig sag mellem Overlund skole og sognets præster.
De har nemlig ikke kunne blive enige om, hvornår på dagen konfirmationsforberedelsen skal ligge.

- Herude ved mig ligger 90 procent af begravelserne kl 13. Hvis konfirmationsforberelsen ligger om eftermiddagen vil tilbuddet til menigheden blive ringere, fordi jeg ikke vil kunne tage begravelser i det tidsrum, siger sognepræst Kirsten Greve.

En sag der gik i hårdknude

Kirken har derfor foreslået, at konfirmationsforberedelsen skal ligge om formiddagen. Men det forslag var de langt fra enige i på Overlund Skole.

Skolen har nemlig et samarbejde kørende med Viborg Katedralskole og Mercantec, som også skal passe ind i skemaet. På Overlund Skole var forslaget derfor, at konfirmationsundervisningen skal ligge om eftermiddagen.

-  Det er vigtigt at understrege, at det ikke er fordi, man har noget imod folkekirken. Det her er simpelthen et udtryk for, at skoledagen skal hænge sammen, siger Chris Rævsgaard Hansen, skolechef, Viborg Kommune.

Det er ellers ikke fordi, at præsterne og skolen ikke har forsøgt at nå til enighed. Sognets præster og skolens ledelse har været samlet til tre møder for at nå frem til en beslutning, men det lykkedes altså ikke. Derfor havnede sagen hos kommunen.

Sidst på eftermiddagen valgte børne- og ungdomsudvalget så at bakke op om skolens forslag. Den beslutning vækker ikke begejstring hos sognepræst Kirsten Greve.

- Det vil forringe resten af det arbejde, vi præster udfører, siger hun. 

 

1:57
Hvornår på skoledagen skal konfirmationsundervisningen ligge? Det kan præster og skolen i Overlund ved Viborg slet ikke enes om.