Unge autister hjælpes i job i Viborg Kommune

Et nyt projekt har foreløbigt fået 3 unge i eller på vej i virksomhedspraktik. Målet er at kommer op på 20 inden udgangen af 2018.

Peter Nørgaard, bestyrelsesmedlem, Creative Company fra Holstebro
Peter Nørgaard, bestyrelsesmedlem, Creative Company fra Holstebro
Foto: Ole Mortensen

Viborg Kommune skal have 20 flere autister i job eller praktik inden udgangen af 2018. Det har 12 lokale virksomheder og Jobcenter Viborg arbejdet sammen om siden februar. Det oplyser Region Midtjylland i  en pressemeddelelse.  

Autisme-projektet i Viborg har to klare mål inden udgangen af 2018. Det ene mål er at få 20 unge autister ud af en bruttogruppe på ca. 50 ansat i job i en almindelig virksomhed. Det andet mål er at finde ny metoder til at få udsatte borgere i job.

- Det er helt enestående, at man laver en indsats så specifikt omkring autister og ved samtidig at inddrage virksomhederne som en drivkraft. Metoden skal gerne sikre nye jobåbninger for unge autister.

- Vi regner med, at hvis virksomhederne har medarbejdere, der er klædt godt nok på til at skabe rammerne for en ung autist, så kan vi lykkes – og det kan blive en succes for både for den autismeramte og virksomheden, fortæller Søren Larsen, projektleder i EU’s Socialfonds Projektet "Rummelig imidt", som støtter autismeprojektet økonomisk.

"Rummelig imidt"

Siden projektstart i februar er det foreløbig lykkes at få 3 unge i eller på vej i virksomhedspraktik. Pladserne er fundet, aftalt og etableret i virksomhederne med hjælp fra autismeprojektet. Projektet er en del af "Rummelig imidt", som er støttet af både EU, Region Midtjylland og Viborg Kommune.

I Viborg Kommune er der lavet en task force med erhvervsledere og repræsentanter fra Jobcentret, og det er altså det netværk, der vil finde flere og gerne nye virksomheder, der vil modtage en ung fra projektet. Det forsøger netværket torsdag aften kl. 17.00 - 21.00 i Hald Ege.

Med bestyrelsesmedlem Peter Nørgaard fra Creative Company som trækplaster er lokale virksomheder og erhvervsledere inviteret til inspirationsaften på Friskolen Hald Ege med overskriften: "Vi vil have unge autister i arbejde – vil du være med?" Creative Company fra Holstebro er kendt for sit fokus på at skabe en rummelig arbejdsplads, og hobby-virksomheden har gennem årene modtaget flere priser for sit sociale arbejde.