Uenighed om velfærdskroner i Viborg

Et flertal i byrådet vil holde skatten uændret, men det besværliggør et bredt forlig frem mod næste års kommunale budget.

Der har torsdag og fredag været budgetkonference i Viborg Kommune. Her er det kommet frem, at det borgerlige flertal i byrådet ikke vil imødekomme Socialdemokraternes forslag om at hæve skatten med 0,2 procent for at sikre, at der bliver afsat flere penge til velfærd – herunder blandt andet folkeskoleområdet, børnepasning, ældre og handicappede, skriver Viborg Folkeblad.

- I de 20 år jeg har siddet med ved bordet i de afgørende forhandlinger om kommunens budget, har jeg ikke oplevet situationen mere uafklaret, end tilfældet er i år, siger formanden for den socialdemokratiske byrådsgruppe, Per Møller Jenesn.

- Vi er voldsomt udfordret, når det gælder om at finde penge til et løft på folkeskoleområdet især – og at fastholde servicen på de øvrige velfærdsområder. Men vi deltager i de fortsatte forhandlinger med henblik på at nå et resultat.

Borgmester: Muligt at finde pengene

Modsat socialdemokraterne tror Viborg-borgmester, Torsten Nielsen(V), fortsat på, at det er muligt at finde besparelserne, så der bliver penge til at styrke skolerne. Men hvordan står fortsat hen i det uvisse.

- Især for 2017 vil det være forholdsvis let at nå til enighed om et budget. Men det kniber gevalgdigt med at nå til enighed i overslagsårene fra 2018-2020, hvor vi for eksempel ikke ved, om vi får et såkaldt finansieringstilbud fra staten, siger Torsten Nielsen.

Politkkerne i Viborg Kommune har i øjeblikket omkring 20 millioner kroner ekstra at gøre godt med i 2017, hvis den nuværende skatteprocent fastholdes. Men udgifterne til de nye velfærdsønsker ligger væsentligt højere end de 20 millioner, og derfor er det nødvendigt at finde besparelser. 


Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien Politik.