Udlicitering: Pris før kvalitet

Balladen om den dårlige rengøring på Viborg Kommunes institutioner fortsætter. Udliciteringen af rengøringen har sparet kommunen for 12 millioner kroner, men på blandt andre Skals Skole føler de i dag, at de betaler prisen.

131414_Rengoering.jpg

Fem dage uden rengøring. Det er af og til virkeligheden på Skals Skole i Viborg Kommune. Viceinspektør Anne Mette Bak beretter om mere snavs i krogene og et rengøringspersonale, der slet ikke kan følge med opgaverne.

- Det er ikke uvilje, men rengøringspersonalet fra Absolut Rengøring har simpelthen ikke tid til at gøre arbejdet godt nok, og det kan vi se på både gulve, tavler og borde, der ikke er gjort godt nok rent, forklarer hun.

Det er firmaet Absolut Rengøring, der efter udliciteringen står for størstedelen af rengøringen i kommunen. 

- Vi har en rigtig god dialog med Viborg Kommune, men er klar over, at der har været kvalitetsproblemer på enkelte steder. Vi har lavet nogle aftaler, som vi påtænker at overholde, forklarer driftschef hos Absolut Rengøring, Charlotte Bech Gehlsen.

Prisen vejede tungest

Men allerede ved forhandlingsbordet kom prisen før kvalitet. Af kommunens udbudsmateriale fremgår det, at prisen talte for 65 procent, hvor kvalitet kun talte for 25 procent. Med andre ord, så vejede prisen samlet set tungere end kvaliteten.

Hos Dansk Industri mener man, at denne skævvridning øger risikoen for dårligere kvalitet, og direktøren for Toms Rengøring, Tom Hanssen, er enig. Han ville gerne have fortsat med at løfte nogle af rengøringsopgaverne i Viborg Kommune - men han kunne og ville ikke matche kommunens krav om pris.

- Det kan ikke lade sig gøre at levere kvalitet til den halve pris og den halve tid. Og derfor kunne vi ikke være med. Det ville jeg simpelthen ikke lægge navn til, forklarer Tom Hanssen.

Om der er direkte sammenhæng mellem kvalitet og pris vil vil borgmesteren i Viborg Kommune, den konservative Søren Pape, ikke forholde sig til.

- Jeg har beskrevet et materiale og bedt om at få tilbud på det, og så går vi sandelig ud fra, at dem, der byder på det, de laver det, de skal, og holder den kvalitet, de skal, lyder det fra borgmesteren, der samtidig afviser, at Viborg Kommune i sidste ende kan blive nødsaget til at trække udliciteringen helt tilbage.

3:34
Udliciteringen har sparet kommunen for 12 millioner kroner, men på Skals Skole føler de, at de betaler prisen.