Tyveri af nummerplader falder: - Stadig for lette at stjæle

På trods af at der bliver stjålet færre nummerplader, er de ifølge FDM og en politiker stadig for lette at stjæle.

På landsplan er anmeldelserne af stjålne nummerplader faldet fra 21.507 i 2012 til 1.811 i årets første kvartal.
På landsplan er anmeldelserne af stjålne nummerplader faldet fra 21.507 i 2012 til 1.811 i årets første kvartal.
Foto: Ritzau Scanpix / Niels Ahlmann Olesen

Tyvene går ikke længere efter nummerplader i samme grad, som de gjorde tidligere. Statistik fra politiet viser nemlig, at der bliver stjålet færre nummerplader ifølge P4 Midt & Vest.

I Midt- og Vestjyllands Politikreds er antallet af anmeldelser faldet fra 613 i 2012 til 181 i årets første seks måneder. På landsplan er anmeldelserne faldet fra 21.507 i 2012 til 1.811 i årets første kvartal.

Men ifølge FDM er tallet stadig for højt.

- Vi er slet ikke overrasket over, at det ikke er faldet i det omfang, som nogen havde forventet, da man lovgav omkring, at de skal fastgøres. Den sikring, man valgte for år tilbage, er ikke god nok, siger Torben Lund Kudsk til P4 Midt & Vest.

Fra midten af november 2015 blev det lovpligtigt at skrue eller bolte nummerplader fast.

På trods af et fald i tyverier af nummerplader er Mogens Jensen (S), der næstformand i Folketingets Retsudvalg, enig i, at det ikke er godt nok.

- Jeg vil opfordre justitsministeren til at se loven efter i sømmene i forhold til at se, om der kan indføres regler, som er mere effektfulde, siger han til radioen.

I år er der blevet stjålet flest nummerplader i Viborg Kommune. Her har 59 bilejere anmeldt stjålne plader.

1:58
Fra midt november 2015 krævede en ny lov, at nummerpladerne er boltet eller skruet fast.