Tyv ville bytte stjålet tøj

En kvinde fra Viborg stjal først en pose fyldt med tøj - bagefter forsøgte hun at få det byttet i butikken.

090311Vanilia.jpg

I Viborg har de oplevet en helt ny form for posetyveri. En 47-årig kvinde forsøgte tirsdag eftermiddag at få byttet en pose med tøj for 3.000 kroner hos tøjbutikken Vanilia i Viborg. Men personalet ville dog ikke bytte tøjet, da de vidste, at det ikke var den 47-årige, der havde købt tøjet.

Tidligere på dagen havde en 54-årig kvinde nemlig købt tøj hos Vanilia. Hun var efterfølgende gået videre til en boghandel, hvor hun havde sat posen med tøj fra sig, mens hun kiggede på krimier. Her var den 47-årige tyv hurtig og snuppede Vanilia-posen. Kvinden, der havde fået stjålet tøjet, gik tilbage til Vanilia og fortalte historien. Derfor kunne personalet i butikken genkende tøjet, da tøjposetyven forsøgte at bytte det.

Fanget på videoovervågning

Den 47-årige tyv nægtede dog at have stjålet tøjet. Hun fortalte i stedet, at hun havde fundet posen. Men det kunne politiet dog afvise, da de så overvågningsbillederne fra boghandlen igennem. Her kunne man nemlig tydeligt se, at den 47-årige kvinde stjal posen, mens ejeren stod og kiggede på bøger. Tyven bliver nu sigtet for tyveriet, og politiet fortæller, at den 54-årige kvinde blev meget glad, da hun fik sit tøj tilbage.