Dronningen bad om trøfler fundet af trøffelhunden Asti

Rune Richtendorff og hunden Asti er efterhånden særdeles gode til at finde trøffler. Det har selveste Dronning Margrethe den 2. af Danmark nu fået øjnene op for.

TV MIDTVEST besøgte tilbage i november trøffelhunden Asti og dens ejer Rune Richtendorff. Se indslaget nederst i artiklen.
TV MIDTVEST besøgte tilbage i november trøffelhunden Asti og dens ejer Rune Richtendorff. Se indslaget nederst i artiklen.
Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST

Viborgs helt egen trøffelhund har over julen tilegnet sig en ganske særlig titel. Hunden har nemlig sammen med dens ejer Rune Richtendorff leveret trøfler til den royale familie.

Det fortæller Viborg Stifts Folkeblad.

- Ingen troede på, at vi ville finde trøfler i Danmark, og vi har fundet næsten et kilo om måneden. Så bare vent og se, der er også trøfler i Viborg. Man skal bare lede de rigtige steder, fortæller Rune Richtendorff til Folkebladet.

Asti og ejer Rune Richtendorff fra Tjele ved Viborg har et ganske særligt talent. De seneste måneder har de to jævnligt taget hele vejen til Marselisborgskovene i Aarhus for at finde de sjældne sommertrøffler.

Marselisborgskovene ligger lige klods op af dronningens sommer- og juleresidens, Marselisborg Slot, og da majestæten og hele den royale familie ytrede ønske om at ville smage de lokale trøfler, så blev Asti og  Rune Richtendorff naturligvis sat på opgaven.

- Jeg var da lidt spændt på, om vi kunne finde nogen. Trøffelsæsonen går fra juni til december, og nu, hvor Dronningen gerne ville smage de lokale trøfler, var der jo et vist pres på, fortæller Rune Richtendorff til Viborg Stifts Folkeblad.

TV MIDTVEST besøgte tilbage i november hunden Asti og dens ejer Rune Richtendorff. På daværende tidspunkt var det bestemt ikke hverdag at finde sommertrøfler i Danmark, og for Asti og Rune Richtendorff var det også ganske nyt. 

Før Asti og Rune Richtendorff for alvor havde fået hul på trøffel-bylden, var der kun blevet registreret 26 fund i løbet af de sidste 100 år. Det vides ikke, hvor mange trøfler i alt, der er fundet på de 26 fund. Asti og Rune har alene siden oktober fundet 113 sommertrøffler.

- Jeg har hørt folk sige hundredvis af gange, at jeg er en fantast, og at det ikke kan lade sig gøre, og så står vi alligevel her i dag, fortalte Rune Richtendorff i november til TV MIDTVEST efter en dag i Marselisborgskovene, hvor de to havde fundet seks styks sommertrøffler.

Asti er af racen lagotto romagnolo.

2:38
Her kan du se eller gense indslaget fra den 4. november 2019, hvor TV MIDTVEST besøgte trøffelhunden Asti og dens ejer Rune Richtendorff.
Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST