Trods svindel og bedrageri: Dækvirksomhed stortrives, forklarer direktør

Dækmilliardæren Bent A. Nielsens bedrageri var ved at lukke virksomheden Genan, der i dag har genvundet sin økonomiske styrke.

Dækvirksomheden Genan i Viborg set fra oven.
Dækvirksomheden Genan i Viborg set fra oven.
Foto: Richard Gaarn Svendsen TV MIDTVEST

Da Poul Steen Rasmussen blev headhuntet til direktørposten i Genan tilbage i 2015, var det en virksomhed i knæ, han overtog.

Den nu svindeldømte Bent A. Nielsens bedrageri var nemlig tæt på at koste dækvirksomheden livet året forinden.

Men på fem år er skandalen og nedturen blevet vendt. Genan er tilbage i en førerposition, og virksomheden stortrives.

- Der er stadig nogle, der synes, det er sjovt at skrive, at det er en skandaleombrust virksomhed. Og det må jeg jo leve med. Så det gør vi så.

Men det er I ikke længere?

- Nej, overhovedet ikke. Ikke det der ligner. Det er en veldrevet virksomhed med nogle gode vækstmuligheder, siger Poul Steen Rasmussen.

- Gået stærkere end jeg turde håbe

Genan genandvender 140.000 dæk om dagen til eksempelvis granulat i kunststofbaner. Derfor er økonomien sund, men sådan var det ikke for bare en håndfuld år siden.

Genans ejere, pensionsselskabet PKA, tabte næsten en milliard kroner på Bent A. Nielsens bedrageri.

PKA lovede den nye direktør at finde pengene til at bringe Genan tilbage i balance. Idéen om at genbruge de mange dæk var ganske enkelt for god.

- Opgaven var jo at drive virksomheden og få det bedst mulige ud af det, vi nu havde.  

- Det er nok gået lidt stærkere, end jeg havde turde håbe på. Men jeg troede da helt sikkert på, at det ville blive en succes. Ellers ville jeg ikke kaste mig ud i det, siger Poul Steen Rasmussen.

Genan har netop udvidet og opkøbt en ny fabrik i Portugal. Dermed er virksomheden den største af sin slags i Danmark.

Stifteren Bent A. Nielsen blev torsdag idømt seks års fængsel for svindel ved Retten i Viborg. Han nægter sig dog skyldig i tiltalen, og derfor har han anket dommen med henblik på at blive frifundet.

2:03
Vi har besøgt dækvirksomheden Genan, som i dag trives trods svindlen.