Tre drenge fængslet for røveri

Drenge på 14 og 16 år sigtet for røveri mod kiosk i Viborg.

retten_i_viborg7.jpg

To drenge på 14 og en på 16 år blev fredag varetægtsfængslet til den 29. november - sigtet for røveriet mod Nærkøb-kiosken på Kirkebækvej i Viborg søndag aften.

Drengene, der alle kommer fra Viborg, blev fængslet i surrogat - det vil sige, at de skal sidde på en institution for unge kriminelle. De to drenge på 14 år erkendte sig i retten skyldige, mens den 16-årige nægtede at have noget med røveriet at gøre. Han kærede derfor fængslingskendelsen til Vestre Landsret.

Under røveriet blev kioskens ekspedient truet med en kniv til at udlevere penge og cigaretter.

Den 1. juli blev den kriminelle lavalder i Danmark sat ned til 14 år - det vil sige, at de to yngste af drengene godt kan straffes, hvis de senere bliver dømt.